TJAJKOVSKIJS 1. KLAVERKONCERT & 5. SYMFONI

Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Alexander Gavrylyuk, klaver

P. Tjajkovskij: Klaverkoncert nr. 1
P. Tjajkovskij: Symfoni nr. 5

Koncerten varer cirka
1 time og 50 min. inkl. pause

10. sep 2026

Tid: 19:00
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Pris: A: 415 kr. - B: 365 kr. - C: 315 kr. / Stud. og unge t/m 29 år: 115 kr.

Koncerter

10. sep 2026 19:00
Find billetter

Hvis du er vild med store melodier, drama, vild virtuositet og de store følelser, som musikken har en enestående evne til at fremkalde i os, ja, så er dette programmet for dig. Med sæsonens andet helt rene Tjajkovskij-program sætter chefdirigent Pierre Bleuse spot på Tjajkovskij som symfoniker og som forløser af genren ”instrumentalkoncert”. Få temaer i verden er så let genkendelig som åbningen på den nærmest sagnomspundne klaverkoncert nr. 1, når den samlede horngruppe lægger fra land og overlader scenen til de gigantakkorder, der er gået hen og blevet en karikatur på klaverkoncerten som begreb. Men her er ingen karikatur, for efter den verdensberømte indledning åbenbarer sig en labyrint af fantasi og melodi i en koncert, der i sin samtid blev anset for at være rodet og udfordrende, men som Tjajkovskij heldigvis insisterede på at udgive i uændret form, så vi i dag kan svælge i det overflødighedshorn af klaverkaskader og sublimt samspil mellem solist og orkester, der kom til at sætte standarden for alle klaverkoncerter herefter.

Og mindre storslået bliver det ikke efter pausen, hvor vi skal rejse med Tjajkovskij gennem fortvivlelsens mørke i en symfoni, der skulle udtrykke hans eksistentielle krise: at han var en homoseksuel mand i en verden, hvor det ikke var tilladt. Symfonien er stærkt inspireret af forbilledet Beethovens 5. symfoni, og derfra har han lånt skæbnekaldet, der går gennem symfonien og konstant minder både komponisten og os om, at skæbnen bestemmer alt og konstant lurer over vores hoveder. Foruden stor dramatik og den truende tilstedeværelse af skæbnebegrebet indeholder symfonien den nok smukkeste af alle hornsoloer i den langsomme andensats, hvor Tjajkovskij spiller med de musikalske muskler med en næsten flabet lethed. Vi er med ham hele vejen i kampen mod livets genvordigheder i en symfoni, der, som al god kunst, efterlader os med flere spørgsmål end svar.

 

Kulturpartner: Cervo Gruppen

Gå til toppen

Obs!

Ok, det er forstået!