To af den klassiske musiks mest elskede og populære værker kæmper om opmærksomheden denne aften, hvor både Rakhmaninovs overdådigt melodiøse 2. klaverkoncert og Smetanas superhit Mà Vlast lægges i hænderne på den energiske unge dirigent Nicolò Foron, der tog både publikum og orkester med storm sidste sæson.
Rakhmaninovs romantiske mesterværk er så spækket med gode melodier, at det næsten er svært at fatte, at han er lykkedes med at placere dem i ét og samme værk. De er da også blevet tyvstjålet lige siden af alle fra Hollywood til popstjerner og croonere, der har slået mønt på den overflod af sangbare temaer, der væltede ud af den unge Rakhmaninov, da han endelig kunne skrive musik igen efter en tre år lang depression. Ved hver eneste gennemlytning overraskes man af melodiernes urkraft, og det er simpelthen umuligt ikke at blive revet med rundt i hele følelsesregistret.
Der er også stor romantisk power i Bedřich Smetanas hyldest til hjemlandet Tjekkiet, der endnu ikke eksisterede, da han skrev sit storværk – men ved musikkens samlende kraft blev tanken om et selvstændigt Tjekkiet tydeligere end nogensinde, og Mà Vlast er i dag det ultimative symbol på Tjekkiet som nation; og hvilket ét! Mest kendt er superhittet Moldau, der på kongenial vis beskriver flodens rejse fra højlandet og ind til Prag, men der er lige så meget saft og kraft i de musikalske beskrivelser af den krigeriske amazone Šárka, af Bøhmens skove og sletter, der som Moldau bølger gennem hele landet – og ikke mindst af bjerget Blaník, der indeholder fortidens faldne krigere, der en dag skal genrejse Tjekkiet som selvstændig nation; noget, der jo faktisk skete 42 år efter udgivelsen af tjekkisk musiks hovedværk – til dels hjulpet på vej af netop musikken som nationalt samlingspunkt. Alle satser er som små, komplette symfonier og stiller store krav til orkestret, hvor alle instrumenter får lov til at skinne solistisk på skift.
Hvis du er ny i den symfoniske verden, er denne koncert et helt oplagt sted at begynde – vi lover at pakke dig ind i vellyd fra du kommer, til du går.
Kulturpartner: Cervo Gruppen