Pierre Bleuse åbner sin sidste sæson i spidsen for Odense Symfoniorkester med et rent fransk program af allerfineste karat. Vi kan ikke løfte sløret for det hele, men det bliver de fine, franske værker, han finder frem – og vi ved med sikkerhed, at Ravels enestående klaverkoncert i G-dur er på programmet.
Man skal aldrig skue en melodi på hårene, hvilket den bedragerisk simple melodilinje i andensatsen af Ravels superhit af en klaverkoncert er et forrygende eksempel på. Få musikstykker kan som dén sats få trafikken til at stoppe, sætte alle ører på stilke og sænke pulsen; den er perfekt, enkel og sært beroligende og har en appel, der rækker langt ud over den klassiske musik. Og alligevel var det dén sats, der var hårdest nogensinde at skrive for Maurice Ravel, som hævdede, at processen næsten tog livet af ham. Det er en af musikhistoriens mest perfekte kreationer, og den taler til alle generationer og aldersgrupper på en måde, som meget få musikstykker i nogen genre formår. Og så er den omgivet af to ydersatser, der tindrer med brillante løb, vilde effekter og decideret jazzet swing. Koncerten blev til året efter Ravels meget succesfulde turné i USA i 1928, og han havde forestillet sig, at han skulle udbrede den for verden på mange flere turnéer så langt væk som Sydamerika og Sydøstasien. Desværre tillod hans helbred og den tiltagende neurologiske sygdom ikke rejseaktivitet, og han kom heller aldrig til selv at spille solostemmen i sit mesterværk. Men siden har koncerten gået sin sejrsgang over hele verden og er i dag én af de mest spillede og elskede klaverkoncerter i repertoiret og én, der altid får publikum til at hoppe begejstret op af sæderne efter den vilde, rytmiske finalesats.