BRUCKNERS 4. SYMFONI

Dirigent: Andris Poga
Solist: Oleg Shebeta-Dragan, klarinet

A. Copland: Klarinetkoncert
A. Bruckner: Symfoni nr. 4

Koncerten varer cirka
2 timer inkl. pause

(Gratis koncertintroduktion kl. 18.00)

05. feb 2026

Tid: 19:00
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Pris: A: 365 – B: 315 - C: 265 kr. / Stud. og unge t/m 29 år: 115 kr.

Koncerter

05. feb 2026 19:00
Find billetter

Fra allerførste sekund af Bruckners 4. symfoni tryller han os ud af vores jordiske hylster og ind i en verden af mystik, af vellyd, af overvældende strømninger og enorme opbygninger. Bruckners musik er ‘larger than life’, men hans 4. symfoni er den mest imødekommende af alle hans store symfonier og et godt sted at starte, hvis man endnu har sin første Bruckner-oplevelse til gode. Han tager os fra det ydre rum til det allerdybeste sted i hjertekulen, når han bygger sine enorme musikalske forløb, der skifter overraskende ubesværet fra stort drama til subtil intimitet. Orgelvirtuos som han var, bruger han orkestret som et gigantisk luksusorgel, der på et splitsekund kan skifte fra den fineste lille østrigske folkemelodi til frygtindgydende kaskader af lyd – frembragt med et orkester, der ikke er meget større end på Beethovens tid, men som bruger hele registret på nye og overraskende måder.

Bruckners timelange 4. symfoni blev hans første store succes som komponist i en alder af 57 år. Og selv om Wiens finere kredse i mange år havde gjort, hvad de kunne for at holde provinsdrengen ude af det gode selskab, så var det ikke længere muligt, da han præsenterede dette mesterværk af en symfoni, som han selv gav tilnavnet ‘Den romantiske’. Fra det allerførste tema i solohornet er vi fanget yderst på stolen i en lydverden, der bliver ved med at overraske og overvælde, og er du til det store symfoniske brus, så får du ikke et meget bedre tilbud end denne magiske lydmaskine, der hvirvler dig rundt i hele følelsesregistret; dén følelse, der sidder i kroppen efter en Bruckner-symfoni, kan ikke genskabes nogen andre steder end lige netop i koncertsalen, hvor de enorme lydkaskader kan føles direkte i brystbenet. Og med i købet får du Aaron Coplands gadedrengefrække klarinetkoncert, der både byder på krystalrene, filmiske klange, swingende rytmer fra over there og kammermusikalsk præcision med mere end et lille glimt i øret.

Kulturpartnere: Cervo Gruppen og Den Gamle Kro

Gå til toppen

Obs!

Ok, det er forstået!