Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Jörgen van Rijen, basun
P. Tjajkovskij: Romeo og Julie, ”Ouverture-fantasi”
Bryce Dessner: Basunkoncert
D. Sjostakovitj: Symfoni nr. 5
Koncerten varer cirka 2 timer inkl. pause
(Gratis koncertintroduktion kl. 18.00)
Tid: 19:00
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Pris: A: 335 - B: 295 - C: 255 kr./ Stud. og unge t/m 29 år: 90 kr.
Tjajkovskijs Romeo og Julie-ouverture er et værk, der på den tjajkovskijsk-følsomme vis både fortæller den lyriske del af Shakespeares historie om de to unge elskende og fremmaner, hvor meget de to unges familier bekrigede hinanden. Musikken er et helstøbt mesterværk, der konstant optræder i populærkulturen, men som stadig kan give publikum kuldegysninger og åndenød.
Amerikanske Bryce Dessner er guitarist i rockbandet The Nationals. Han har komponeret adskillige værker bestilt at symfoniorkestre rundt omkring i verden. Hans trombonekoncert er bestilt af flere europæiske orkestre og komponeret, da Dessner og hans familie var isolerede under pandemien i 2020. Dessner fremhæver trombonens fleksibilitet og bruger den, som han siger, dels som en rytmemaskine, dels som melodiinstrument.
Dmitrij Sjostakovitj havde ikke et let liv, som så mange andre der skulle balancere under et undertrykkende regime i Sovjetunionen. Der herskede i 1930’erne en noget konservativ opfattelse af hvad kunst skulle være – helst umiddelbar tilgængelig og positiv i udtrykket.
Den 5. symfoni er netop umiddelbar i sit udtryk, og jo også uden ord, så det var svært for øvrigheden at tolke den. Den blev vel modtaget ved uropførelsen i 1937, men har flere lag i sig, som vi hver især kan tolke: Fra velformede melodier over mere komplekse toner, til en fanfare til sidst som både kan være en hyldest, eller ironisk ment.
Du kan læse, hvad vores musikformidler skrev om Sjostakovitjs 5. symfoni, sidst vi spillede værket, her:
Den 5. symfoni: Et værk, der indeholder næsten alt her i livet, fra den ene yderlighed til den anden, og som er skrevet i et tilgængeligt og nærmest filmisk tonesprog.
Første sats starter modigt med et trodsigt udbrud i strygerne, der dog hurtigt giver plads til et smukt, sørgmodigt tema, der lyder næsten privat i karakter. Herefter følger en kompleks sats i sonateform, hvor temaerne bliver vendt og drejet, forvandlet og forvredet på en sådan måde, at det selv efter mange, mange gennemlytninger forekommer nyt og lige modigt. Midtvejs bryder en forfærdelig march frem, og man begynder at fornemme Sjostakovitjs snedige ærinde; marchen kan både lyde som en fest, men også som en undertrykkende kraft mod den lille triste, personlige melodi – individets kamp mod staten, som udfolder sig i mange musikalske lag. Det er en sats, man aldrig rigtig bliver færdig med.
Andensatsen lyder lidt som en væltet jukeboks, hvor noget er gået i stykker indeni. Åbningen er meget mørk og trodsig af en scherzo at være, og selvom der hurtigt kommer mindelser om fejring og festivitas, er der ingen rigtig glæde; det er en scherzo på trods. Han rammer lige på kornet i en sats, der nok danser, men ikke af hjertens lyst, snarere af tvang.
Og denne bitre lille pille virker perfekt som optakt til symfoniens tredje sats, den langsomme og uendeligt smertefulde Largo, der over 16 smertefulde minutter forsøger at fremmane billederne af de mange millioner dødsofre for Stalins rædselsregime. Sjostakovitj skrev hele denne sats på kun tre dage, hvilket nok vidner om, at det var denne musik, der flød direkte fra hans hjerte. Én efter én rejser det enkelte individ sig efter det andet sørgmodigt i skikkelse af først obo, så klarinet og til sidst fløjte, og man kan næsten høre dem spørge med let opgivende stemme: “Hvorfor?”. Satsen bløder videre i de altdominerende strygere (messing spiller slet ikke i denne sats), men til allersidst aner vi et stille håb i den spæde durklang, der slutter satsen. Måske er der endnu håb?
Sidste sats kommer næsten som et overgreb og er ubærlig i sin insisteren på dans og fest; hvem kan danse oven på 7 millioner menneskeskæbner? Satsen tromler derudad og akkumulerer mere og mere energi, og vi fornemmer, at det ender galt: satsen kollapser under sin egen vægt. Og de ikke mindre end 252 gentagne noder til allersidst er lige så meget et kald til opstand, som det er en konstatering af, at det kommer til at tage sin tid og kræve en behørig indsats.
Obs! |
Ok, det er forstået! |