Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Olivier Latry, orgel
A. Borodin: Polovetserdanse, fra operaen Fyrst Igor
Kaija Saariaho: Orgelkoncert, Maan Varjot (Jordens Skygger)
S. Rakhmaninov: Symfoni nr. 2
Koncerten varer cirka
2 timer inkl. pause
(Gratis koncertintroduktion kl. 18.00)
Melodi, rytme, klang – det er de tre grundsten i musik. Der er andre dele af musik, men ligesom med de tre grundfarver, så er disse tre byggesten helt centrale. Nogle komponister fremhæver den ene fremfor de andre, men det er svært at finde et stykke musik, hvor de ikke er til stede (et eksempel, hvor kun den ene del er helt fremherskende spiller vi i slutningen af året, nemlig Ligetis Atmosphères)
Ved denne koncert sprænges melodierne for at komme frem i front. Både Borodins og Rakhmaninovs værker er så fulde af melodier, at man som lytter næsten surfer fra den ene til den anden. Ikke alle melodierne er ørehængere (selvom der også er en del af dem undervejs!), men de fører musikken frem som en drivkraft, en energikilde. De kommer melankolske og folkelige i træblæserne, som fanfarer i messingen og som smægtende sange i strygerne. Borodins Polovetserdanse er – i sagens natur, det er jo balletmusik –rytmisk stærke. Dette lille balletuddrag fra hans opera Fyrst Igor er et orkesterhit, elsket af publikum i hele verden.
Rakhmaninovs monumentale, timelange 2. Symfoni er komponeret i en periode, hvor komponisten var tilbage i fuld, kreativ vigør efter en krise. Symfonien når omkring hele vores følelsesunivers fra den stille, mørke begyndelse til jublende fanfarer og inderlige melodier. Den har det hele, og man forstår godt, hvorfor kritikere kaldte Rakhmaninov for en værdig efterfølger af Tjaikovskij. Symfonien er monumental som en roman af Dostojevskij, men er komponeret så det føles som om tiden ophæves.
Mellem de to melodifyldte værker kommer musik, hvor klangen er den byggesten, der er i fokus. Klangen af orglet overfor klangen af orkestret. Saariaho tænker dem som to individer – ikke som orglet mod en hær af musikere. Og som to individer mødes orglet og orkestret, er mistænksomme, begejstrede og nysgerrige – og sammen skaber de to klang-individer musik, der er både skrøbelig og overvældende, sådan som netop Kaija Saariaho kunne komponere den.
Du kan læse, hvad vi skrev om Rakhmaninovs 2. symfoni, sidst vi spillede værket:
28. marts 1897: Den unge komponist Rakhmaninov har sin 1. symfoni på programmet. Det er en katastrofe. Rakhmaninov må snige sig ud af salen under uropførelsen, og da den sidste akkord bliver slået an, forlader han koncerthuset – målløs, rasende og knust. Onde tunger påstod senere, at dirigenten var uforberedt, uengageret og muligvis beruset. Kritikken haglede ned over den unge Rakhmaninov, og selvom han til omverdenen tog det med oprejst pande og hævdede, at det var en sund og lærerig proces, resulterede det i skriveblokade, depression og druk i de næste tre år.
Det krævede både hypno- og psykoterapi af lægen Nikolaj Dahl at få Rakhmaninov til at komponere igen, og det blev med hans 2. klaverkoncert, at han fik sin genoprejsning. Trods succesen på det nye værk og sit genvundne renommé, blev den 1. symfoni dog aldrig opført igen i Rakhmaninovs levetid; det var et sår, der ikke ville hele. Derfor krævede det også mod og selvindsigt at færdiggøre den 2. symfoni, og under hele skriveprocessen forblev den en hemmelighed for omverdenen. I 1908 blev symfonien uropført, og for at undgå at en inkompetent dirigent skulle spolere dette comeback, var det naturligvis Rakhmaninov selv, der stod på dirigent- podiet denne gang.
Det var en øjeblikkelig succes. Et ikonisk og helstøbt mesterværk, der beviste, at hans symfoniske evner aldrig siden måtte betvivles.
Obs! |
Ok, det er forstået! |