Georges Auric: Trio for obo, klarinet og fagot
Medvirkende: Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot
J. Tower: RISING for fløjte og strygekvartet
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Mads Haugsted Hansen, violin; Stinus Christensen, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Anna Dorothea Wolff, cello
M. Corrette: Le Phenix
Medvirkende: Morten Østergaard, fagot; Xanthe Arthurs, fagot; Christina Andersen, fagot; Lars Mathiesen, kontrafagot
J. Brahms: Klavertrio nr. 2 i C-dur, op. 87
Medvirkende: Esther Mielewczyk, violin; Mette Spang-Hanssen, cello; Ole Bartholin Kiilerich, klaver
De smukke, mørkerøde fagotter får deres berettigede plads forrest på scenen i denne kammerkoncert, når hele fire fagotter spiller et arrangement af Michel Correttes Le Phenix – fransk barok i helt nye klæder. Fagotten møder vi også i én af den Montparnasse-baserede komponistgruppe Les Six’ medlemmer, Georges Aurics, trio for obo, klarinet og fagot, som er både legesyg, neoklassisk dansende og fuld af fransk elegance.
Og den lyseste af træblæserne vil også være med, når tværfløjten som solist i Joan Towers Rising undersøger den tonale bevægelse opad på alle tænkelige måder: Hvordan bevæger musik sig opad, og hvad sker der, når man er kommet helt derop?
Efter pausen skal vi høre Johannes Brahms’ overdådige klavertrio nr. 2 i C-dur – et værk, der som alle Brahms’ klavertrioer er eksponent for en enorm melodisk saft og kraft, rytmisk raffinement og ikke mindst en virtuos behandling af klavertrioen som kammerensemble.