GRIEGS KLAVERKONCERT & DVORÁKS 9. SYMFONI

Dirigent: Ustina Dubitsky
Solist: Håvard Gimse, klaver

E. Grieg: Klaverkoncert
A. Dvořák: Symfoni nr. 9, Fra den nye verden

Koncerten varer cirka
1 time og 40 minutter inkl. pause

(Gratis koncertintroduktion kl. 18.00)

Vis mere

Koncerter

Hvis du er nysgerrig på klassisk musik, er denne koncert det helt perfekte sted at starte, når Odense Symfoniorkester i én og samme koncert blænder op to af den klassiske musiks allerstørste hits. Griegs ikoniske klaverkoncert tårner sig op i den lille nordmands produktion som et fjeld af vellyd og gode melodier, der afspejler hans kærlighed til naturen og længsel mod hjemlandet; den er skrevet i Søllerød i flade Danmark, men emmer af norske vidder, granit og musikalsk myseost, og nordens mestermelodiker viser her sit fulde potentiale allerede fra den første, splintrende a-mol-akkord, som er kendt langt uden for den klassiske musiks rammer.
Også Dvořák længes hjem i det musikalske mesterværk af en symfoni, der er kendt under titlen ”Fra den nye verden” – for han skrev den under sit 3 år lange ophold i New York, langt fra sit elskede Böhmen, og hjemvéen har i dén grad åbnet for de musikalske sluser i en symfoni, der tager publikum med storm, hver gang den opføres live. Den er inderlig, dramatisk, overvældende og næsten filmisk i sit tonesprog. Foruden i 2.-satsen at indeholde den måske smukkeste melodi, der nogensinde er komponeret, er den 9. symfoni med sin klare struktur og overflod af ørehængere så lyttevenlig, at den er det oplagte sted at starte, hvis du er ny i den klassiske verden. Er du til gode melodier, så må du ikke misse denne koncert.

Online programnote

Her kan du læse lidt mere om opbygningen af Dvořáks 9. symfoni:

1.sats:

Dvořáks 9. symfoni er en cyklisk komposition, dvs. at elementer fra satserne går igen gennem værket, og det er med til at give værket sin meget sammenhængende struktur. Det fanfarelignende signaltema fra førstesatsen kommer således igen og igen gennem alle satser, og det taler stærkt om Dvořáks store melodiske tæft, at vi bliver lige henrykte, hver gang det åbenbarer sig. Satsens andet markante tema, der første gang manifesterer sig dybt i fløjten, kan give mindelser om Pocahontas på klippetoppen, skuende ud over den nye verden, men for så vidt også minde om gedehyrden på de bøhmiske sletter. Utvivlsomt er det i hvert fald af folkelig karakter og med den tjekkiske mesters sædvanlige sans for den sublime melodi.

2. sats:

Her starter melodiens mester med også lige at understrege sin harmoniske kunnen,
da han på forunderlig vis i løbet af 7 næsten enslydende akkorder bevæger satsen fra symfoniens hovedtoneart e-mol til den noget fjerne Des-dur. Herefter slippes de melodiske muskler for alvor løs i en engelskhornsolo af allerfineste karat, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor Howard Shore har lånt inspiration til sit ”The Shire”-tema fra Ringenes Herre-filmene fra. Satsen oser da også, ligesom Willams’ tema, af den hjemvé og nostalgi, som hjemmefødningen, trods et succesfuldt eventyr overseas, nok også har følt derovre. Og endnu engang er det blot at læne sig tilbage og opsuge al den melodiske velklang, han falbyder for os her. Dvořák brugte utroligt lang tid på at udvikle sine melodier i sine notesbøger og lavede små rettelser i det uendelige, indtil de var lige præcist så enkle og naturlige, at man overhovedet ikke kan høre, hvor svært det var at undfange dem. Læg desuden mærke til de 7 startakkorder, der kommer igen til allersidst – næsten som i starten, men denne gang uden at modulere – magisk!

3. sats:

Dvořák viser i denne sats, at han udmærket er klar over, hvilken tradition, man skriver sig ind i, når man sætter betegnelsen ”9.” over en symfoni: ved at lade satsen starte med de samme voldsomme faldende kvinter, som Beethoven bruger i scherzo-satsen i sin 9. symfoni, sender han selvbevidst en hilsen til den gamle mester, der har kigget så mange store komponister over skuldrene og fået dem til at ryste på hånden efter deres
8. Satsen er en typisk bøhmisk dansesats, en furiant, som Dvořák bruger utroligt meget i sine fyrrige satser. Der er lækre accenter, skæve rytmer, drama, humør og drillerier, og i midten bliver der selvfølgelig også plads til den blødere trio-del, som det sig hør og bør i en scherzo-sats, inden de Beethovenske kvinter atter brøler ved genkomsten af den vilde dans. Til slut genhører vi til stor glæde hornfanfaren fra 1. sats.

4. sats:

Sidste sats er en enorm sonateform med al det drama, og den indbyggede konflikt og forbrødring, det bærer med sig. Det potente messingtema, som åbenbarer sig efter ganske få takter, har en kraft og en fylde, der gør det til ét af de temaer, der sætter sig dybt i organismen, og han formår at bruge det så virksomt og fantasifuldt, at vi trods mange, mange gentagelser ikke på noget tidspunkt bliver trætte af det. Og så er det også her, at Dvořák for alvor begynder at lege med det cykliske element. Fløjterne kommer ind med temaet fra den langsomme sats, og hornene begynder så småt at røre på sig med det velkendte kald fra 1. sats. Lidt efter lidt bringer han alle disse elementer sammen, og det hele kulminerer med en fortissimo gentagelse af de 7 magiske akkorder fra andensatsen spillet i det tunge messing med strygerne i vildt amokløb underneden, og efter en reflekterende stund slutter han af med på mest overlegne vis at kombinere 1. og 4. satsens temakald til en forrygende og værdig slutning på en symfoni nummer 9.