Dirigent: Pierre Bleuse
Solister: Mette Grosbøl, Hanna Leonora Hollesen,
Lars Bo Ravnbak, Lasse Christian Bach
Jean-Frédéric Neuburger: Preludes pour cordes
L.v. Beethoven: Symfoni nr. 9
Koncerten varer cirka 1 time og 25 minutter.
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
Tid: 19:30
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Pris: A: 445 – B: 395 – C: 365 kr./ Stud. og unge t/m 29 år: 90 kr.
Tid: 19:30
Sted: Carl Nielsen Salen
Pris: A: 445 – B: 395 – C: 365 kr./ Stud. og unge t/m 29 år: 90 kr.
Beethovens 9. Symfoni er større end det næsten er muligt for et stykke musik at være. Symfonien er blevet et symbol; den er EU-hymne, den blev spillet under Brandenburger Tor ved Murens fald, den er menneskehedens frihed, kærlighed og broderskab. Det er musikken, der bliver ved og ved med at trøste os gennem århundreder. Symfonien bliver 200 år i 2024, og her hos OS fejrer vi det runde sammen med Det Kongelige Operakor og vores chefdirigent Pierre Bleuse. Den 9. Symfoni er banebrydende på mange punkter, den er lang, og den har kor og solister med. Det havde man aldrig oplevet før. De tre første satser er udelukkende for orkester, og når så solisterne og koret rejser sig og begynder at synge Friedrichs Schillers berømte Ode til Glæden, ja, så er det virkelig svært ikke at få gåsehud, og ikke at elske sin næste en lille smule mere end før. “Alle mennesker forsones”.
For at skærpe sindet for Beethovens historiske mesterværk opfører Pierre Bleuse og OS for første gang i Danmark et værk for strygere af den franske komponist Jean-Frédéric Neuburger.
Kom og del glæden med OS og Operakoret, vi kan næsten ikke vente med at åbne dørene til fejringen af 200-året for Beethovens 9. Symfoni.
Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Beethovens 9. symfoni, sidst vi spillede værket, her:
Historien om symfoniens premiere er legendarisk: Beethoven havde på trods af sin døvhed insisteret på selv at dirigere uropførelsen og måtte fysisk vendes om, så han stod ansigt til ansigt med publikum og ved selvsyn kunne bevidne den entusiastiske modtagelse. Publikum gav fem stående ovationer og sørgede for at vinke med lommetørklæder, hatte og hænder, så komponisten, der ikke kunne høre det tordnende bifald, i det mindste kunne se den overvældende hyldest.
I lyset af komponistens døvhed er det et forbløffende faktum, at kronen på værket – i Beethovens i alt ni symfonier, den ene mere banebrydende og imponerende end den anden – i dag er alment accepteret som ikke bare Beethovens hovedværk, men også et af de største og hyppigst opførte værker i den klassiske musikhistorie overhovedet.
Musikken er en rejse fra mørke til lys, og det er en sti, vi ser Beethoven betræde adskillige gange, mest berømt i hans ’ulige’ nummererede symfonier (særligt nr. 3 og 5).
Helt konkret er den niende symfoni en symbolsk rejse fra den dystre, ildevarslende d-mol-hovedtoneart til den lyse og optimistiske D-dur, der til sidst opnås i symfoniens finale. Men inden vi når dertil, skal vi igennem alskens konfrontationer med tvetydige tonalitetsfornemmelser, med Beethovensk humor og med længsel og landlig sindsro. Og så selvfølgelig med en 4. sats, hvor Beethoven med den afsluttende storladne korfinale minder os om, at vi kun er begrænset af konventioner og rammer i det omfang, at vi ikke selv formår at sætte os ud over dem.
Obs! |
Ok, det er forstået! |