BEETHOVEN & BLEUSE

Dirigent: Pierre Bleuse

L.v. Beethoven: Symfoni nr. 4
Arvo Pärt: Cantus in memoriam Benjamin Britten
L.v. Beethoven: Symfoni nr. 7

Koncerten varer cirka 1 time og 50 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30

02. mar 2023

Tid: 19:30
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Pris: A:370 – B: 325 – C: 285 - D: 215 kr. / Stud. og unge t/m 29 år: 90 kr.

Koncerter

02. mar 2023 19:30
Find billetter

Koncerten indgår også i koncertpakken KLASSISK II – læs mere om vores pakker her

To sublime symfonier af Beethoven og en himmelsk skøn afbrydelse mellem dem i form af Arvo Pärts klingende mindesmærke over komponistkollegaen Benjamin Britten.
Aftenens koncert er på mange måder rensende og opløftende. Beethovens musik er som altid fuld af kontraster: overgivent dansende over for stærk, og mørk og syngende melodiøst over for skarpe rytmer. Men som altid hos Beethoven bliver alt dette ikke til modsætninger. Kontrasterne beriger de enkelte musikalske udsagn til det sublime udtryk, vi med rette hylder ham for. Den fjerde og den syvende symfoni er begge i den mildere ende af Beethovens symfoniske værker, og de klæder hinanden vældig godt. 

Imellem disse to berømte symfonier renses luften af et værk, der er skrevet for klokkespil og strygere. Stille, fint og intenst udtrykker den estiske komponist Arvo Pärt sin sorg over i radioen at høre om sin kollega Benjamin Brittens død i 1976. 

Denne koncert er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond.

Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Beethovens 7. symfoni, sidst vi spillede værket, her:

Beethovens 7. symfoni blev uropført i december 1813 ved en velgørenhedskoncert for faldne soldater i kampen mod Napoleons franske styrker, og det blev den måske mest succesfulde koncert, komponisten nogensinde kom til at afholde. Som i den 5. symfoni er det en lille rytmisk celle, der udgør hele rygraden i kompositionen, men her er det ikke, som i de førnævnte værker, den samme celle gennem hele værket; hver sats i den 7. symfoni har sin egen rytmiske signatur, der bliver tappet for enhver anvendelsesmulighed i noget, der næsten ligner en manisk besættelse af rytme som begreb – lidt som i folkemusik, rock eller house.

Men inden det hele går løs, får denne energibombe af en symfoni, hvor vilde tempi og energiske udbrud nærmest falder over hinanden, en passende lang, langsom indledning. Indledt af en usædvanligt bredt udlagt A-dur-akkord over 5 oktaver byder Beethoven på ikke mindre end 4 minutters opvarmning, afsluttende med hele 55 gentagelser af tonen E, der langsomt antager form af den rytme, der er førstesatsens bærende byggesten. Herefter følger en spændstig og højspændt jublende, landlig og dansende sats, der, med et orkester på stort set samme størrelse som Haydns og Mozarts, pludselig lyder som et stort moderne symfoniorkester. Dén effekt opnår Beethoven ved hele tiden at udnytte de enkelte instrumenters mest sonore registre – han lader altså hver enkelt celle i orkestret spille lige dér, hvor de klinger allerstørst, og resultatet er bemærkelsesværdigt og vildt imponerende! Og allerede her må hjertet juble, og øret frydes, når den lille rytmiske celle forvandles til en fuldkommen symfonisk sats, så fuld af liv, dramatik og glæde.

Allerede ved premieren blev den nu verdensberømte Allegretto-sats så umiddelbar en succes, at publikum forlangte den gentaget på stedet. Den er desuden et præmieeksempel på, at Beethoven som ingen anden kan skabe de mest utrolige musikalske bygningsværker af tilsyneladende intetsigende elementer. Med en rytmisk figur, der helt fra starten lyder lidt banal, og en decideret statisk melodik, giver han sig selv et meget skidt udgangspunkt, men disse små celler får han i løbet af satsen gennem opbygninger, modstemmer, reminiscenser, underlægninger, fugeringer og selvfølgelig orkestrering i verdensklasse opbygget en sats, der med sin evindelig repetition af det lille motiv (der er til stede selv i de blødere passager som en konstant underlægning) bliver til en påmindelse om selve tidens uundgåelighed. Satsen omkranses af en underlig, lidt ustabil akkord i blæserne, der står som en modsætning til førstesatsens øreåbnende akkord og gør ørerne helt bløde til den voldsomme åbning af scherzoen.

For tredjesatsen i Beethovens 7. er en tour de force i energi, humør og pludselige udbrud til alle sider. Louis Spohr, som spillede i orkestret ved premieren, erindrer, hvordan den næsten komplet døve Beethoven med stor voldsomhed i de baskende arme understregede hvert eneste sforzando, og hvordan han ved hver kraftige indsats hoppede højt op i luften.

Og det blev han ved med i den sidste sats, hvor rytme og energi tager fuldstændigt over i et udbrud af nærmest aggressiv vitalitet. Mage til pumpende off-beat rytme skal man langt ud i folke- eller rockmusikken for at finde! Satsen er da også stærkt inspireret af den irske folkemelodi Nora Creine, som Beethoven umiddelbart inden havde bearbejdet. Kritikere har også påpeget, at der nærmest slet ikke er tale om melodi overhovedet i hele denne sats, men nærmere en slags hvirvelvindsfigur, der efterlader os med en “mur af fortissimo-lyd”, der kan mærkes helt ned i mellemgulvet. I denne sats samler Beethoven alle de rytmiske celler fra de tidligere satser og koger dem ind til en pulserende Maggi-terning af vild energi, hvor han udnytter alle instrumenter og deres naturligt kraftfulde registre til for første gang nogensinde at skrive den ultimative styrkeangivelse fff i partituret.

Gå til toppen

Obs!

Denne side undestøtter måske ikke din browser. Læs mere her om hvordan du kan opdatere din browser: http://browsehappy.com/

Ok, det er forstået!