Fri eller fanget?
Carmen er en af de mest spændende operaheltinder at forstå. For hvordan kan hun i begyndelsen stille sig op og sige, at hun er ”fri som fuglen” for til slut at føle sig nødsaget til at prøve at tale en mand til fornuft, som hun ved vil slå hende ihjel?
I sidste ende er Georges Bizets hitopera fra 1875 en stærk historie om, at mandens største frygt er at blive gjort til grin, mens kvindens er at blive slået ihjel. Hvert femte drab i Danmark begås af en nuværende eller tidligere partner. Carmen bliver derfor et billede på alle de dræbte kvinder, vi alt for ofte hører om i nyhederne, hvor vi sidder uforstående og forfærdede tilbage og tænker: Hvordan kunne det ske?
Carmen synges på dansk med danske overtekster.
Handling
Sergenten Don José forelsker sig i den småkriminelle Carmen, som han bevogter efter en knivkamp. Hun overtaler ham til at slippe hende fri, og han gør det, uagtet det bliver enden på hans karriere i ordensmagten. Don José tilslutter sig Carmen og en omrejsende flok af lovløse, selvom hun gentagne gange gør det klart, at hun ikke er interesseret i at være sammen med ham.
Carmen forelsker sig i tyrefægteren Escamillo og vil rejse med ham. Don José indser, at hans liv ligger i ruiner, og han synes, det er Carmens skyld: Han har forladt sin forlovede, sin familie og sit arbejde – og føler sig nu afvist og ydmyget. I raseri forfølger han Carmen og opsøger hende i det offentlige rum. Vel vidende at det er farligt, ser Carmen ikke andre muligheder end at tale den livsfarlige og indignerede Don José til fornuft.
Læs mere her: odenseteater.dk/forestillinger/carmen/