Med afsæt i Bach-sønnen Carl Philipp Emmanuels – ”Hamburger-Bach” – raffinerede triosonate i d-mol, her for to fløjter og klaver, byder vi velkommen til en kammermusikalsk aften med en bred vifte af værker fra hele det musikalske spektrum. Fra farmand Johann Sebastians tjekkiske jævnaldrende, Jan D. Zelenka, får vi en livfuld sonate for den særlige instrumentkombination to oboer, fagot og cembalo. Og fra J. S. Bach selv den store orgelkoncert i a-mol (BWV 593), som i sig selv er en transskription af Vivaldis dobbelte violinkoncert RV 522 og her er arrangeret for blæserkvintet. Den nulevende bratschkomponist Garth Knox præsenterer os for det helt nye og coronavenlige soloværk med den kryptiske titel ”Quartet for one”. Og vi slutter med den sprudlende, inderligt originale og umiskendeligt Brahms’ske strygekvintet nr. 2 i G-dur, hvor geniet rundede sin karriere af med nogle af musikhistoriens fineste kammerværker.
Efter koncerten inviteres publikum på et glas vin i orkestrets kantine, hvor der vil være reception for en udstilling af kunstneren Nina Winther.
Online programnote
C.P.E. Bach: Triosonate i d-mol, wq. 145
Rune Most, fløjte; Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Tina Christiansen, cembalo
J.D. Zelenka: Sonate
Medvirkende: Henrik Skotte, obo; Pina Mohs, obo; Christina Andersen, fagot; Tina Christiansen, cembalo
J.S. Bach/A. Vivaldi: Koncert nr. 2 i a-mol
Medvirkende: Marjun Herup Olsen, fløjte; Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Philip Sandholt Herup Andersen, horn; Morten Østergaard, fagot
G. Knox: Quartet for one
Rafael Altino, bratsch
J. Brahms: Strygekvintet nr. 2 i G-dur, op. 111
Medvirkende: Erik Heide, violin; Stinus Christensen, violin; Rafaell Altino, bratsch; Sanna Ripatti, bratsch; Jonathan Slaatto, cello