TJAJKOVSKIJS 5. SYMFONI

Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Tjajkovskijs symfoni nr. 5, sidst vi spillede værket, her:

Det var ikke noget let lod, Piotr Ilyich Tjajkovskij havde trukket i livet. Som homoseksuel mand i det nittende århundredes Rusland og samtidig en offentlig person var grunden lagt for et liv i konstant fortvivlelse, selvlede, længsel og desperation. En meget stor del af hans produktion bærer tydeligt præg af det depressive sindelag, mens en tilsvarende stor del lyser af optimisme og troen på kærligheden fra en kunstnersjæl, der havde så rig adgang til at udtrykke de allerfineste menneskelige følelser og relationer i toner.

Idéen om og lyden af skæbne er allestedsnærværende i symfonien, ikke mindst i kraft af det skæbnetunge ledemotiv, en slags idée fixe som i Berlioz’ Symphonie Fantastique. Det indleder hele symfonien i dystre klarinetter og dukker efterfølgende op i alle fire satser. Den forvandling, som dét tema undergår gennem symfonien, viser på en måde vejen fra mørke til lys, men ligesom symfonien og Tjajkovskijs liv i øvrigt, når lyset aldrig helt at fortrænge de velvoksne skygger.

1. sats starter med den ikoniske skæbnemelodi dybt nede i klarinetterne, og også i det andet store tema banker skæbnen hørbart på døren med en insisterende rytme, der vokser sig stor og truende. Selv om den musikalske undertone er mørk generelt, så er der faktisk lysindfald allerede her: optimistisk landlige sidetemaer, balletdansende ynde og smukke melodier nok til at gøre de fleste komponistkolleger bleggrønne af misundelse. Men trods alle disse mange forsøg på at hæve sig op over skæbnens tunge favntag, ender 1. sats præcis så mørk og fortvivlet, som den startede.

2. sats lægger også tungt og trist fra land med, hvad der senere viser sig at være, akkompagnementet til én af de smukkeste melodier, der nogensinde er skrevet. Den spilles i solohornet – en instrumentlyd, der bringer følelser af håb, menneskeligt storsind og alt godt fra havet, og som i film altid bliver brugt lige dér, hvor handlingen vender, og vi bare ved, at det kommer til at ende godt – og dette tema, den måske mest berømte hornsolo i hele repertoiret, må blødgøre selv den mest hårdhudede kritiker af Tjajkovskijs til tider meget følelsesfulde stil. Her er ikke antydningen af pladderromantik, bare musikalsk og melodisk overlegenhed, der gør det svært at begribe, at manden tilsyneladende ofte ikke selv kunne forstå kvaliteten af det, han havde skabt. Tjajkovskij lader os dog ikke sådan glemme understrømmen af alvor i værket, og skæbnemotivet fra 1. sats brager hårdt og helt uventet igennem i messingblæsere og pauke, mens de blødere instrumenter sidder chokerede tilbage og tøvende må sammenflikke deres smukke tema igen oven på denne brutale afbrydelse.

I 3. sats hører vi mesteren af russisk balletmusik i musik, der lige så vel kunne have hørt hjemme i Nøddeknækkeren eller Svanesøen. Den lethed, hvormed Tjajkovskij skruer en symfonisk vals i verdensklasse sammen, er næsten arrogant, og det eneste, vi hører til det tunge skæbnemotiv her, er som en fodslæbende eftertanke dybt i klarinetterne, der leder os over i den afsluttende sats.

Den åbner ganske som 1. sats med skæbnemotivet, men denne gang i dur i stedet for mol, hvilket giver den et anstrøg af håb og optimisme, uden dog at fratage den al sin iboende ildevarslende alvor. Og selv om Tjajkovskij gennem hele satsen gør, hvad han kan, for at lysne, hvor der kan lysnes, så bliver det aldrig til den entydige sejr over skæbnen, som Beethoven kunne udråbe i sin 5. symfoni; efter nogle flotte, vældigt af sluttende dur-akkorder, som kunne have været en fin og optimistisk slutning, byder skæbnen igen op til dans i noget, der vel bedst kan betegnes som en kamp med at holde troen på håbet. Der er bravur og flotte rytmer, masser af durakkorder og afslutningskaskader, men alligevel er det skæbnemotivet, der får det sidste ord – og det endda med den verdenskendte rytme, der åbner Beethovens 5. symfoni, og således ender vi i Tjajkovskijs skæbnesymfoni lidt det samme sted, som vi startede. Og hans generelle sindelag og besværlige liv taget i betragtning, er det nok også en mere fuldgyldig konklusion fra den russiske mester på, hvad livet har at tilbyde.