Scheherazade

Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Scheherazade, sidst vi spillede værket, her:

I vinteren 1887-88 var Rimskij-Korsakov beskæftiget med at bringe sin nyligt afdøde ven Alexander Borodins ufuldendte opera Fyrst Igor i opførelsesbar stand. Og det var under arbejdet med denne ofte fremmedartet klingende musik, at han fik idéen til Scheherazade. Fra starten var han i syv sind over, i hvor høj grad han skulle lade sit værk være en programmusikalsk, symfonisk suite eller slet og ret en symfoni uden andre ekstramusikalske betydningslag end dens deskriptive overskrift. Hvor meget skulle være 1001 nats eventyr, og hvor meget blot musik? De programmatiske elementer var uden tvivl til stede også under Scheherazades tilblivelse og hjalp ham med at strukturere værket, men det var vigtigt for Rimskij-Korsakov, at hans publikum ikke blev distraheret af at skulle være uløseligt limet til udenfor-musikalske detaljer.

Øverst i sit partitur forklarede han historiens præmis: Sultanen Shahriyar elsker sin kone, men opdager, at hun bedrager ham. Han slår hende ihjel og sværger, at han fremover vil gifte sig med en ny jomfru hver aften og slå hende ihjel næste dag. Dette blodige forehavende står på, indtil den dag, vezirens smukke og kloge datter Scheherazade beslutter sig for at sætte en stopper for myrderierne og selv gifte sig med sultanen. Hun fortæller ham en historie på deres bryllupsnat, men lader den med vilje ende med en ’cliffhanger’, således at sultanen må vente med at få slutningen på historien til næste aften. Overvældet af nysgerrighed undlader sultanen at slå hende ihjel næste morgen. Og så klogt planlægger Scheherazade sine aftenhistorier, at sultanen hver eneste morgen i næsten tre år udsætter henrettelsen. Og da der er gået 1001 nat, har sultanen erkendt sin forelskelse i sin smukke storyteller, og hans onde forehavende er bragt til ende.

Rimskij-Korsakov satte altså scenen for den symfoniske fortælling, men håbede i øvrigt, at publikum ikke ville forvente en lineær, hørbar historie i streng overensstemmelse med de kendte historier fra 1001 nats eventyr. I sine memoirer skrev han: “Da jeg komponerede Scheherazade, forestillede jeg mig, at satsernes overskrifter blot skulle puffe lytterens fantasi en smule i samme retning, som min egen havde bevæget sig. Det eneste, jeg ønskede, var, at publikum, hvis de brød sig om mit værk som symfonisk musik, skulle få det indtryk, at det uden tvivl er en orientalsk historie om talrige og forskelligartede, vidunderlige eventyr og ikke bare fire stykker spillet den ene efter den anden og komponeret på baggrund af temaer, der går igen i alle fire satser.”

Vi skal altså gå til Scheherazades fire satser, ikke som fire historier med begyndelser, slutninger og spændingskurver, men som vidunderlige, fantasifulde tableauer med en rammehistorie og underoverskrifter, der blidt kan puffe vores forestillinger i den rigtige retning. Værket er fuldt af skønne solistpassager, vitalitet, uhørt melodisk charme, dramatisk nerve og en strålende og tilsyneladende instinktivt flydende orkestrering, som Rimskij-Korsakov mestrede som få og i sin eftertid anses for en af de helt store mestre indenfor.