Scheherazade

Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Timothy Ridout, bratsch

H. Berlioz: Harold i Italien
N. Rimskij-Korsakov: Scheherazade

Koncerten varer cirka 2 timer inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30

I samarbejde med SDMK

Koncerter

Find billetter

Vores chefdirigent iklæder sig sit allermest forførende musikalske antræk, når han sammen med OS udforsker de arabiske nætters mange magiske historier i en fortryllende koncert med fuld damp på orkesterkedlerne. Koncertmesterens soloviolin har hovedrollen som Scheherazade, der hver nat skal fortælle sultanen en cliff-hanger, så hun ikke får kappet hovedet af ved daggry som sine mange forgængere. Kom med på en orientalsk drømmerejse, udsøgt orkestreret af Rimskij-Korsakov.

 

Online programnote

Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Scheherazade, sidst vi spillede værket, her:

I vinteren 1887-88 var Rimskij-Korsakov beskæftiget med at bringe sin nyligt afdøde ven Alexander Borodins ufuldendte opera Fyrst Igor i opførelsesbar stand. Og det var under arbejdet med denne ofte fremmedartet klingende musik, at han fik idéen til Scheherazade. Fra starten var han i syv sind over, i hvor høj grad han skulle lade sit værk være en programmusikalsk, symfonisk suite eller slet og ret en symfoni uden andre ekstramusikalske betydningslag end dens deskriptive overskrift. Hvor meget skulle være 1001 nats eventyr, og hvor meget blot musik? De programmatiske elementer var uden tvivl til stede også under Scheherazades tilblivelse og hjalp ham med at strukturere værket, men det var vigtigt for Rimskij-Korsakov, at hans publikum ikke blev distraheret af at skulle være uløseligt limet til udenfor-musikalske detaljer.

Øverst i sit partitur forklarede han historiens præmis: Sultanen Shahriyar elsker sin kone, men opdager, at hun bedrager ham. Han slår hende ihjel og sværger, at han fremover vil gifte sig med en ny jomfru hver aften og slå hende ihjel næste dag. Dette blodige forehavende står på, indtil den dag, vezirens smukke og kloge datter Scheherazade beslutter sig for at sætte en stopper for myrderierne og selv gifte sig med sultanen. Hun fortæller ham en historie på deres bryllupsnat, men lader den med vilje ende med en ’cliffhanger’, således at sultanen må vente med at få slutningen på historien til næste aften. Overvældet af nysgerrighed undlader sultanen at slå hende ihjel næste morgen. Og så klogt planlægger Scheherazade sine aftenhistorier, at sultanen hver eneste morgen i næsten tre år udsætter henrettelsen. Og da der er gået 1001 nat, har sultanen erkendt sin forelskelse i sin smukke storyteller, og hans onde forehavende er bragt til ende.

Rimskij-Korsakov satte altså scenen for den symfoniske fortælling, men håbede i øvrigt, at publikum ikke ville forvente en lineær, hørbar historie i streng overensstemmelse med de kendte historier fra 1001 nats eventyr. I sine memoirer skrev han: “Da jeg komponerede Scheherazade, forestillede jeg mig, at satsernes overskrifter blot skulle puffe lytterens fantasi en smule i samme retning, som min egen havde bevæget sig. Det eneste, jeg ønskede, var, at publikum, hvis de brød sig om mit værk som symfonisk musik, skulle få det indtryk, at det uden tvivl er en orientalsk historie om talrige og forskelligartede, vidunderlige eventyr og ikke bare fire stykker spillet den ene efter den anden og komponeret på baggrund af temaer, der går igen i alle fire satser.”

Vi skal altså gå til Scheherazades fire satser, ikke som fire historier med begyndelser, slutninger og spændingskurver, men som vidunderlige, fantasifulde tableauer med en rammehistorie og underoverskrifter, der blidt kan puffe vores forestillinger i den rigtige retning. Værket er fuldt af skønne solistpassager, vitalitet, uhørt melodisk charme, dramatisk nerve og en strålende og tilsyneladende instinktivt flydende orkestrering, som Rimskij-Korsakov mestrede som få og i sin eftertid anses for en af de helt store mestre indenfor.

Pierre Bleuse, dirigent

Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række pre- stigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og under- støtter deres professionelle karriere.

Pierre besøgte os første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste – indtil videre – tre år.

 

Timothy Ridout, bratsch

Timothy Ridout har i de seneste par år markeret sig som en af de mest fremtrædende og prisvindende unge bratschister. Han har været BBC New Generation Artist siden 2019 og har i 2021 deltaget i Bowers-programmet ved Chamber Music Society i Lincoln Center.
Han er født i London i 1995 og har studeret ved Royal Academy of Music, hvor han afsluttede med Queen’s Commendation for Excellence. Han afsluttede sin masteruddannelse på Kronberg Academy hos Nobuko Imai i 2019.

Han har allerede arbejdet med mange af de største europæiske orkestre og anerkendte dirigenter, bl.a. Christoph Eschenbach, David Zinman, Gabor Takács-Nagy, Sylvain Cambreling og Sir Andras Schiff.

I 2016 vandt Ridout 1. prisen ved Lionel Tertis Competition. Han har desuden vundet Thierry Scherz-prisen 2019 ved Sommets Musicaux de Gstaad og 1. prisen ved Cecil Aronowitz Competition 2014.

Han spiller på en bratsch lavet af Peregrino di Zanetto (ca. 1565-1575) udlånt af en protektor fra Beare’s International Violin Society.

Gå til toppen

Obs!

Denne side undestøtter måske ikke din browser. Læs mere her om hvordan du kan opdatere din browser: http://browsehappy.com/

Ok, det er forstået!