RAVEL & FRANCK

Klang og bevægelse er i fokus i dette program med to franske kæmper: Cesar Franck og Maurice Ravel. Der er muskler, mystik og hvirvlende klange på programmet; der er smil og sorg og alt ind i mellem. Fokus er på de sublime dybder, som begge komponister kan få ud af orkestrets klangverden. 

I Le Tombeau de Couperin er hver sats skrevet til minde om en ven, der faldt i 1. Verdenskrig. Venstrehåndskoncerten af Ravel har også en tilknytning til 1. Verdenskrig, da den pianist, der bestilte værket, Paul Wittgenstein, havde mistet sin højre hånd under krigen. Begge værker formår at række langt ud over krigsrædsler og savn, og helt ind til kernen af musikken og livet. 

Cesar Francks Symfoni er fuld af fængende temaer. De tre satser viser de store romantiske følelser i nogle af de stærkeste melodier i hele det symfoniske repertoire fra den tid, og som i al god romantisk musik føles det som om selve livet er på spil, når man lytter. Historien bag det symfoniske digt Den vilde jæger minder om den danske historie om Valdemar, der rider ved Gurre Slot. Jægeren formastede sig til at ride ud en højhellig søndag og er nu fordømt til at ride med djævle i hælene for evigt.  

En aften, der når alle dybder og højder med to af fransk musiks absolutte mestre. 

Denne koncert er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond.

Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Francks Symfoni i d-mol, sidst vi spillede værket, her:

Efter uropførelsen på Conservatoire de Paris den 17. februar 1889 strittede både den offentlige og den professionelle mening i alle retninger. Bare det, at Franck i sit livs absolutte efterår – et år før hans død, skulle det vise sig – i det hele taget valgte at skrive en egentlig symfoni, løftede øjenbryn. Symfonien var jo solidt henhørende i den tyske tradition. Siden Berlioz’ banebrydende Symphonie fantastique havde andre franske komponister forsøgt at ’franskgøre’ genren, og værker som Saint-Saëns’ orgelsymfoni i c-mol og Vincent d’Indys Symphonie sur un chant montagnard français havde bibragt genren den tilføjelse, at man inkluderede hhv. orgel eller klaver i orkesteret. Derudover blev det anset for særskilt fransk at skrive i den cykliske form (der indebærer, at det samme tema går igen i flere satser), som var kendt helt tilbage fra renæssancens cykliske messer, men som havde ligget henslumrende op igennem barokken og wienerklassikken og bl.a. dukkede op igen i Symphonie fantastiques tematiske idee fixe.

Franck valgte at udelade tangentinstrumenter i sin instrumentation (og inkluderede i stedet et kontroversielt engelskhorn), men bevarede den cykliske kompositionsform. Og denne fusion af de tyske og de franske idiomer forvirrede og forargede umiddelbart kendere og kritikere. Det politiserede klima omkring fransk musik på konservatoriet og i Société Nationale de Musique i kølvandet på den fransk-preussiske krig hjalp heller ikke. Francks accept af den tyske lyd og glæde ved f.eks. Richard Wagners musik fik Saint-Saëns til at forlade ledelsen i protest. Og efterfølgende var det decideret svært for Franck at finde samarbejdsvillige musikere til at opføre sit værk. Anmeldere og medier, der var private venner eller forretningsaffilieret med Saint-Saëns, sørgede for, at symfonien i pressen blev udråbt til et stykke inkompetent, amatøragtigt makværk. Og det er kun vores held, at samtidens kulturpolitiske dagsordener ikke fik lov at spænde ben for et af eftertidens mest originale og enestående eksempler på cyklisk, symfonisk komposition i den fransk-romantiske tradition.

Online programnote