OLLIKAINEN &
NIELSENS 5.
Dirigent: Eva Ollikainen
J. Sibelius: En Saga
Anna Thorvaldsdottir: ARCHORA
Carl Nielsen: Symfoni nr. 5
Koncerten varer cirka 1 time og 40 minutter inkl. pause
Playliste fra Naxos Denmark.
Åbne, iskolde vidder, dybe, mørke skove og konflikt. Velkommen til nordisk koncert med Odense Symfoniorkester! Denne koncerts program er sat sammen af tre mesterværker komponeret af tre stærke nordiske stemmer: Carl Nielsen fra Danmark, Jean Sibelius fra Finland og Anna Thorvaldsdóttir fra Island. Sibelius’ En Saga er et tonedigt, der ikke har en egentlig historie som fundament, men beskriver en mørk sindsstemning. Resultatet er som en noget urovækkende tur i en mørk skov – med stor og samtidig subtil musik af den finske mester. Archora af Anna Thorvaldsdottir er fra 1922, og er næsten med det samme blevet en klassiker for orkester. Som en gletcher maser musikken sig frem og giver undervejs publikum en fornemmelse af uendelighed i rum og tid. Som om alt, hvad der holder os bundet til jorden bliver skåret væk og efterlader os flydende i rummet. Det gør begyndelsen af Nielsens 5. Symfoni også, men der sker så meget efter det stille vippende tema i begyndelsen, at jordforbindelsen hurtigt bliver fundet igen. Den 5. Symfoni har en berømt lilletrommesolo, hvor slagtøjsspilleren i partituret nærmest bliver bedt om at bekæmpe resten af orkestret og selvom symfonien er skrevet på baggrund af krig og konflikt, så er der som altid hos Carl Nielsen en ukuelig energi og sprudlende liv.
Tilsammen giver de tre nordiske værker ved denne koncert mulighed for at udforske mørket,
og lyset, det uendelige og det helt nære i tre enestående værker.
Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Nielsens 5. symfoni, sidst vi spillede værket, her:
Hvis du undervejs sidder og tænker, at lilletrommen da vist helt har mistet interessen i at følge med resten af orkestret, så er det fordi, Carl Nielsen i hans node har skrevet følgende:
“Fra * til * (takt 376) spiller trommeslageren i sit eget tempo, som ville han for enhver pris forstyrre musikken. Han holder sin egen takt efter en foran ham opstillet metronom, der slår ♩ = 116.”
Det er altså med fuldt overlæg, at slagtøjsspilleren går efter at ødelægge så meget som muligt af den fine koral, og hvad der ellers foregår i orkestret, med sine voldsomme, visse steder fuldstændigt improviserede udbrud. På grund af denne grad af frihed i den meget solistiske stemme, er der aldrig to opførelser af denne symfoni, der er ens – det kommer helt an på, hvem der står bag trommen. Og prøv at lægge mærke til, hvordan trommen i slutningen af 2. sats fysisk forsvinder ud af musikken (han forlader simpelthen koncertsalen), mens den bløde, menneskelige klarinet helt tyst, men insisterende, bliver ved med at spille; trommen skal spille så kraftigt, den kan, men fjerne sig rent fysisk fra scenen, så den til sidst er uden for hørevidde. Den spænding, der opstår ved at lade et instrument spille med et meget kraftigt attak, men alligevel klinge svagere og svagere, er et genialt træk fra Nielsens side, der helt tydeligt formidler den evigt lurende fare fra det destruktive, hvad enten det er militært eller mentalt, selv når det synes langt borte. Dog lader han skønheden få det sidste ord, ligesom vi som mennesker må tro på, at det gode i os og i verden altid klinger videre.
Obs! |
Ok, det er forstået! |