Åbnings-
koncert
Odense Internationale Orgelfestival 2023
Åbningskoncert med Prinsens Musikkorps,
Domorganist Hanne Kuhlmann,
Odense Jazz Orchestra og Jazzorganist Henrik Sørensen
Arrangør: Odense Internationale Orgelfestival
Åbningskoncert med Prinsens Musikkorps,
Domorganist Hanne Kuhlmann,
Odense Jazz Orchestra og Jazzorganist Henrik Sørensen
Arrangør: Odense Internationale Orgelfestival
Åbningskoncert med Prinsens Musikkorps, Domorganist Hanne Kuhlmann, Odense Jazz Orchestra og Jazzorganist Henrik Sørensen
Odense Internationale Orgelfestival 2023 skydes i gang med et brag af en åbningskoncert, når Carl Nielsen Salen lægger rum til en forrygende dobbeltkoncert med Prinsens Musikkorps under ledelse af Henrik Vagn Christensen, Domorganist Hanne Kuhlmann, Odense Jazz Orchestra under ledelse af Torben Sminge og Jazzorganist Henrik Sørensen. Alle sejl sættes ind, når Carl Nielsen Salens fantastiske orgel sættes i centrum over for to af Danmarks mest spændende orkestre i et spektakulært program, som vil fylde hele salen med storslået musik, virtuose toner og medrivende velklang.
Program:
Richard Strauss Feierlicher Einzug
J. P. E. Hartmann Festklänge
Mogens Andresen 3 Norwegian Dances, 3. sats – Per Spelmann
Joseph Jongen Toccata for orgel
Eugène Gigout Grand Chœur Dialogué
Carl Nielsen Symfoni nr. 3, Sinfonia Espansiva, 1. sats
Pause
Hans Christian Heide Erbs Eleventh Hour
John Kristensen Blue Dawn
Henrik Sørensen/Duke Ellington Improvisation + Come Sunday
Torben Sminge/John Kristensen New Presence – UROPFØRELSE
Carl Nielsen (arr. Jesper Riis) Solen er så rød, mor
Første afdeling af koncerten spilles af Prinsens Musikkorps og Domorganist Hanne Kuhlmann, mens Odense Jazz Orchestra og Jazzorganist Henrik Sørensen tager sig af anden afdeling. Til sidst mødes begge orkestre og begge solister i et vidunderligt arrangement af en af Carl Nielsens smukkeste sange – her udsat for to orkestre, koncertsalsorgel og hammondorgel!
Prinsens Musikkorps er et messingorkester med slagtøj og består af 16 professionelle musikere. Orkestret har til huse på Skive Kaserne, og musikkorpset tjener både Kongehuset, Forsvaret og den danske befolkning. Derfor spiller orkestret både ved officielle begivenheder samt egne koncerter for et bredt publikum. Prinsens Musikkorps er særligt kendt for sin store musikalske spændvidde, idet orkestret både spiller stemningsfulde kirkekoncerter og festlige nytårskoncerter og mestrer mange forskellige genrer.
Henrik Vagn Christensen er en af Danmarks mest alsidige dirigenter med et repertoire, der spænder over mere end 60 balletter, 25 operaer, og et utal af orkesterværker indenfor alle klassiske genrer. Han har indspillet over 40 CD’er samt indspillet musik til film og TV – senest musikken til ”Julehjertets Hemmelighed” på DR. Dirigentdebut fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1994 og fra 1996-2011 balletdirigent på Det Kgl. Teater. Det store balletrepertoire har resulteret i en betydelig international karriere, og Henrik har inden for de senere år blandt andet dirigeret på New York City Ballet og Deutsche Oper i Berlin.
Henrik Vagn Christensen har været chefdirigent/kunstnerisk leder for Prinsens Musikkorps fra 2003-2009 og tilsvarende for Den Kgl. Livgardes Musikkorps fra 2006-2009.
Hanne Kuhlmann er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus hos Domorganist Anders Riber og ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København hos Professor Hans Fagius samt i Paris og London hos Professor Daniel Roth og Professor David Sanger. Hun har vundet adskillige priser, bl.a. 1. priser i de internationale orgelkonkurrencer i Lahti, Finland (1993) og Odense (1996).
Hanne Kuhlmann er en flittig koncertgiver overalt i Danmark og rundtom i Europa, bl.a. i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland, England og Spanien. I 2022-23 er hun tilknyttet den Internationale Orgelfestival i Bodø (BIOF) som kunstnerisk leder.
Hanne Kuhlmann har siden 2012 været Domorganist ved Vor Frue Kirke – Domkirken i København.
Odense Jazz Orchestra er Fyns professionelle Bigband. Bandet har eksisteret siden 1994, er en aktiv del af den danske, professionelle bigbandscene og tæller nogle af de bedste musikere, komponister og arrangører i Danmark. Odense Jazz Orchestras vision er at udfordre bigbandformatet ved konstant at søge kunstneriske udfordringer i forskellige musikalske udtryk samt at forny den store orkesterlyd gennem kreative musikalske samarbejder, som rækker ud over bigbandtraditionen.
Musikernes, den musikalske leders og orkestrets række af musikalske arrangørers dedikation har været den røde tråd i alle projekter, som alle sammen medvirker til et nærværende, personligt og udadvendt udtryk. Odense Jazz Orchestra har således under ledelse af den karismatiske leder, Torben Sminge, spillet sammen med navne som Stacey Kent, Richard Bona, Lars Jansson, Anders Blichfeldt, Erann DD, Odense Symfoniorkester, Dick Oatts, Marie Bergman, Tobias Trier, Steffen Brandt, Lars Møller, Harald Haugaard og Helle Hansen. Desuden har orkestret lavet projekter i samarbejde med blandt andet Odense Internationale filmfestival (OFF) og Jam Days.
Torben Sminge er uddannet trompetist og ensembleleder fra Det Fynske Musikkonservatorium – på både klassisk og senere rytmisk linje. Hans musikerskab er formet af netop den blanding, da det spænder fra symfoniorkester over teater til jazz og pop. Torben Sminge har modtaget flere priser for sit virke som både musiker, dirigent og pædagog. Typisk for hans arbejde er en nærværende og insisterende entusiasme, hvor målet altid er et givende samarbejde om at nå det bedst mulige kunstneriske resultat.
Henrik Sørensen er en særdeles alsidig musiker med et stort virke som både pianist, organist og komponist. Han er uddannet ved konservatorierne i Odense og København med debut fra den rytmiske solistklasse ved Syddansk Musikkonservatorium.
Henrik Sørensen har været pianist i Tivolis Bigband fra 1991-2016, pianist og kunstnerisk leder for Vejle Amts rytmiske ensemble, ”Ensemble NEW”, fra 1996-2002, og endelig er han kapelmester for ”NEW Organ TRIO”, TRIOLOGIC og Henrik Sørensen Quartet.
Henrik Sørensen har udgivet 14 albums i eget navn og blev i 2018 kåret som ”Årets Fynske Jazzmusiker” af Foreningen af Fynske Jazzmusikere. Gennem årene har han spillet med solister som Georgie Fame, Art Garfunkel, Roger Whittaker, Gary Brooker, Dee Dee Bridgewater, James Moody, Billy Cobham, Tom Harrell, Billy Hart, Marie Bergman, o.m.a.
Billetpris:
Voksne: 150 kr.
Stud. og unge t/m 29 år: 75 kr.
Odense Internationale Orgelfestival 2023 er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Albani Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Frobeniusfonden, Odense Kommunes Musikudvalg og DOKS’ Gramexmidler.
Obs! |
Ok, det er forstået! |