Dirigent: Holly Hyun Choe
Solist: Oleg Shebata-Dragan, klarinet
Nancy Dalberg: Capriccio
W.A. Mozart: Klarinetkoncert
Carl Nielsen: Symfoni nr. 1
Koncerten varer cirka 1 time og 30 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
Det er altid med en helt særlig glæde, at vi præsenterer musik af Carl Nielsen i vores smukke koncerthus’ Carl Nielsen Sal. Og fra den første akkord sætter ind, og Symfoni nr. 1 begynder på ”stolt og munter” vis (Nielsen elskede obskure, italienske tempobetegnelser – denne er ”allegro orgoglioso”), hører vi en 27-årig, fremadstormende komponist, der allerede har solidt tag om den symfoniske genre. Han havde påbegyndt arbejdet med værket, mens han i de tidlige 1890’ere var på en legatfinansieret studierejse rundt i Europa og havde bekendtgjort sig med den ”store musikstrid”, som nødvendiggjorde det for en ung komponist at tage stilling til, om han ville være ”klassicist” (som Brahms) eller ”nytysker” (som Wagner). Og han havde valgt en helt tredje vej – hvilket den første symfoni er et umiskendeligt bevis for. Her er dansk tonesprog til overflod, beethovensk rytmisk temabearbejdelse, og den særlige ”progressive tonalitet” – at slutte i en anden toneart, end vi startede i – som også blev ét af Nielsens kendemærker. Publikum har gjort store øjne, da et ukendt medlem af andenviolingruppen rejste sig og bukkede efter premieren i 1894 – men da de først fandt ud af, hvem den undselige violinist var, måtte han tilbage og modtage bifald intet mindre end tre gange.
Vi skal også høre musik af Carl Nielsens elev og protegé, fynske Nancy Dalberg, som under sin mentors vinge skrev aftenens indledende værk, den fyrige Capriccio i h-mol, som Carl Nielsen dirigerede ved uropførelsen i 1918. Og så får vi Mozarts sublimt skønne og varme klarinetkoncert, som sætter den virtuose solist i dialog med et elegant og sofistikeret orkesterakkompagnement, som man kun kan gå smilende fra.
Playliste fra Naxos Denmark.
Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Mozarts klarinetkoncert, sidst vi spillede værket, her:
Mozart havde en meget usædvanlig kompositionsteknik, hvor han udtænkte og færdigkomponerede HELE værket i alle detaljer inde i hovedet, inden han overhovedet satte pennen til papiret. Stort set alle andre komponister arbejder i faser, med temaer, orkestrering, udvikling af temaer osv., men Mozart havde det trykfærdige partitur i hovedet i sin helhed – hvilket han selv tilskrev en guddommelig gave. I Mozarts efterladte arbejdsdagbog kan vi se, at hans hoved var fuldt af disse færdigkomponerede, endnu ikke nedskrevne værker. Og når man samtidigt prøver at fatte, at han i sit sidste leveår skrev ikke mindre end 33 værker, heriblandt udødelige mesterværker som Tryllefløjten, sit store Requiem, en klaverkoncert og altså også klarinetkoncerten, så er det næsten ikke til at bære at tænke på, hvad vi er gået glip af.
Klarinetten er et usædvanligt alsidigt instrument: i sit dybe leje har den en katteagtig blødhed og en rund og mild tone, i midterregistret står den klart og stolt, men med en iboende melankoli, og i toppen kan den hvirvle knivskarpe koloraturer afsted, der kan skære gennem hele orkestret. For rigtigt at gøre plads til alle disse klanglige facetter har Mozart barberet orkestret ned til et minimum: ude er alle messingblæsere (på nær et par horn), pauker og sågar oboen, der med sin insisterende lyd kunne komme til at dække for klarinetten. Tilbage står noget, der næsten minder om et kammerensemble, og det da også sådan, Mozart skriver musikken: her er ingen store solokadencer med lir og blær, og klarinetten er klangligt til stede næsten konstant som en mod- og medspiller i en intim orkestersats – i den sublime 2. sats får den end ikke så meget som en enkelt takts pause!
Obs! |
Ok, det er forstået! |