NIELSEN & BLEUSE
– DET UUDSLUKKELIGE

Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Carl Nielsens 4. symfoni, sidst vi spillede værket, her:

Carl Nielsen begyndte at arbejde på sin 4. symfoni i sommeren 1914, og det blev altså til i skyggen af 1. Verdenskrigs rædsler. En krig, der må mest skræmmende vis høres tydeligt i symfonien.

Og krigen var ikke alene om at martre den 49-årige Carl Nielsens tilværelse i disse år. For det første smuldrede hans ægteskab. Hustruen, Anne Marie, havde fået nok af sin mands talrige udenomsægteskabelige affærer. Og mens hun fortsat fuldt ud respekterede sin mand som kunstner, så blev hendes tillid til ham som menneske og ægtefælle nu truet på livsnerven. Og et stormfuldt ægteskab, der allerede havde gennemlevet en lignende krise tilbage i 1905, mundede i 1914 ud i, at ægteparterne gjorde sig uafhængige af hinanden, og i årene der fulgte opnåede lovformelig separation.

Den anden krise i Nielsen liv i 1914 var af professionel art. Stillingen som kapelmester i Det kgl. Kapel kunne have været ideel, hvis ikke det var for de talrige gnidninger med førstekapelmesteren, Frederik Rung, hvis hyppige sygemeldinger førte til sammenstød, når Carl Nielsen undlod at konsultere sin sengeliggende overordnede med fortolkningsspørgsmål. Og da teaterledelsen ved Rungs død valgte at fastansætte Nielsens konkurrent, Georg Høeberg, i den ledige stilling, forlod Carl Nielsen teateret i vrede og smækkede med døren på vej ud.

Et turbulent år, altså, men også et, der efterlod Nielsen med mere tid til at komponere. Og uanset om hans umiddelbare, personlige konflikt var af kunstnerisk, kærlighedsmæssig eller krigerisk art, så havde Carl Nielsen en ambition om at skrive en symfoni, der skulle symbolisere ”den elementære vilje til liv”. Musik, der skulle fremstå som eksempel på, at livet er stærkere, ikke bare end fornuften, men også stærkere end døden. Og det er dette, vi kan forvente at blive konfronteret med i ”Den uudslukkelige”: De fire satser spilles f.eks. i ét ubrudt forløb, da musikken jo er ”uudslukkelig”. Kontrasterne er trukket skarpt op: De blide, feminine sidetemaer står som diametrale modsætninger til den vildskab, grimhed, frustration og aggression, som musikken også udspyer og fremstår næsten som en virkelighedsflugt – men kommer måske overraskende triumferende ud af symfonien til sidst? Vi hører på det nærmeste bomberne sprænge om ørerne på os – repræsenteret af en legendarisk, teatralsk duel mellem to sæt pauker i symfoniens slutning. ”Det uudslukkelige” er Carl Nielsens ubetinget vildeste symfoni, baseret på dybt originale, symfoniske idéer og en jernvilje til at klarlægge, hvad kun musik har magt til at udtrykke: At ”musik er liv og som dette uudslukkeligt”.