Dirigent: Pierre Bleuse
G. Ligeti: Ramifications – for strygere
J. Haydn: Symfoni nr. 83, Hønen
F. Schubert: Symfoni nr. 9, Den store
Koncerten varer cirka 1 time og 50 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
I 2023 ville en af den moderne musiks mestre være blevet 100 år. György Ligeti var med til at åbne til helt nye musikalske landskaber med sine værker fra 1960’erne og frem, og hans status som absolut ikon og som nyskaber i musikhistorien er helt uomtvistelig. Ramifications er for strygere, der nærmest kommer til at lyde som et eneste strygeinstrument. Værket er en otte-minutters maggi-terning af strygerlyd, som man aldrig troede de gamle instrumenter kunne lyde. Efter fejringen af Ligetis 100 år følger to værker af ældre dato. Først en Haydn-symfoni med tilnavnet ”Hønen”, der er en charmerende symfoni, som ikke har fået sit tilnavn af Haydn selv, men fordi nogen senere mente, at et af temaerne i første sats lyder som høns, der går og klukker og rykker hovedet frem og tilbage. Men det skal man ikke tage sig af – nyd bare den klare musikalske tanke og det fine menneskelige overskud, som denne symfoni lyser af.
Efter pausen kommer Schuberts store Symfoni nr. 9. Et værk, som Schubert aldrig hørte opført af et professionelt orkester, men den lidt yngre komponist Robert Schumann fik i 1838 – 10 år efter Schuberts død – fat i manuskriptet og fik foranstaltet, at symfonien blev opført med en helt tredje komponist, Felix Mendelssohn-Bartholdy, som dirigent. Selv efter hans død blev værket sjældent opført, fordi datidens orkestre bedømte det unødigt svært at spille, og så varer de fire satser tilsammen omkring en time. Heldigvis er vi bedre vant med orkestre i dag, så Schuberts helt igennem smukke og grandiose 9. Symfoni klinger i alle koncertsale verden over.
Denne koncert er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond.
Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om Schuberts 9. symfoni, sidst vi spillede værket, her:
Schuberts liv (1797-1828) blev som bekendt endnu kortere end Mozarts – og i modsætning til sin store forgænger opnåede Schubert først mere udbredt anerkendelse i sine allersidste år. Inden da fik en uhyggelig mængde af hans musik simpelthen lov at falde gennem sprækkerne (uudgivne værker florerede frit blandt Schuberts venner og kollegaer, der ofte glemte at aflevere manuskripterne tilbage til Schubert, og originalpartituret til eventyroperaen Des Teufels Lustschloss blev f.eks. brugt som optændingsbrændsel af en vens husvært). Wiens Gesellschaft für Musikfreunde, som Schubert tilhørte, havde godt nok de bedste intentioner om at opføre C-dur-symfonien, mens komponisten stadig var i live, og havde også betalt et beskedent honorar til komponisten for værket, men opgav planerne efter et par gennemspilninger, fordi den blev betragtet som for svær. Og det blev derfor først mere end et tiår efter komponistens død, at aftenens symfoni fik sin uropførelse. En af bannerførerne for udbredelsen af Schuberts geni hinsides hans etablerede ry som en naivt sødmefuld sangskriver, Robert Schumann, rejste i 1838 til Wien for ved selvsyn at konstatere, hvor mange uudgivne Schubert-manuskripter, der stadig var i Schuberts bror Ferdinands besiddelse. Han tog en kopi af partituret til den 9. symfoni med sig tilbage til Leipzig, hvor han præsenterede det for Felix Mendelssohn, som følgelig uropførte symfonien med sit Gewandhausorchester i marts 1839.
”Den, der ikke kender denne symfoni, ved endnu kun lidt om Schubert”, erklærede Schumann. Vi kan glæde os til ved aftenens slutning at være blevet indtil flere dimensioner klogere på komponisten Schubert for.
Obs! |
Ok, det er forstået! |