Dirigent: Pierre Bleuse
M. Ravel: Alborada del gracioso
G. Bizet: Carmen, suite nr. 1 og 2
Manuel de Falla: Den Trekantede Hat, suite nr. 1
M. Ravel: Bolero
Koncerten varer cirka 1 time og 50 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
Musik til ballet, opera og teater – musik til scenen. Det er hvad der er på programmet ved denne koncert. Vores chefdirigent Pierre Bleuse står i front, når Suiter fra Bizets opera Carmen og de Fallas ballet Den Trekantede Hat blæser gennem koncertsalen – og oveni kommer to af Maurice Ravels mest fængende værker.
Aftenens store finale er et af de mest berømte orkesterværker i musikhistorien, kendt for sit umiskendelige og hypnotiserende rytmiske ostinat og overvældende crescendo: Ravels Bolero. Stykket er skrevet i 1928 på bestilling fra balletdanseren Ida Rubinstein og baseret på den spanske danseform i tre fjerdelstakt, der netop hedder en bolero. Hele kompositionen er bygget op omkring en enkelt melodi, der gentages igen og igen, gradvist stigende i styrke. Ravel var en uovertruffen orkestrator, og med Bolero oplever vi ham udfolde sit mesterskab i denne disciplin: For hver gentagelse introducerer han nye instrumenter og opbygger en klangrigdom og spænding, som har gjort Bolero til et mesterværk inden for den impressionistiske musik og et fremragende eksempel på, hvordan helt simple musikalske elementer kan skabe en dybt emotionel og medrivende oplevelse for publikum.
Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Bolero, sidst vi spillede værket, her:
Det er vanskeligt at kaste lys over, hvorfor Bolero står tilbage, blandt tusindvis af værker, som ét af de mest elskede, mest spillede klassiske hits. For den lille melodi, som Ravel pludselig hørte for sig, da han i en vens sommerhus, iført sin smarte, lyserøde heldragt, var på vej ud på sin morgensvømmetur, havde ganske rigtigt, som han råbte, da han løb ind omkring klaveret og spillede den for vennen: ‘en
særlig insisterende kvalitet’.
Man kunne fx bemærke den meget subtile måde, hvorved han får orkestret til at vokse gennem samtlige 16 minutter: ved at lade det soloinstrument eller den gruppe, der lige har spillet temaet, synke ned i akkompagnementets insisterende rytme i næste temagentagelse. Eller hvordan han, når crescendoet – akkumuleringen af lyd – ikke længere synes muligt at fortsætte, på genial vis løfter hele massen af lyd fra den C-dur, vi har hørt på i 15 minutter, til en lysende E-dur, hvorefter Bolero-dyret strækker og vrider sig i dødskramper og imploderer under sin egen vægt. Eller den mekaniske fascination det er at opleve den stakkels slagtøjsspiller spille den samme, insisterende rytme i samfulde 16 minutter – hver gang med den lille, velkendte forskydning i rytmen, som gør lige godt hver eneste gang. I hvert fald kan vi ikke undgå at gå fra koncertsalen med blodet sat i rytmiske svingninger af den lille, undselige franskmands frække musikeksperiment.
Obs! |
Ok, det er forstået! |