Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Marie-Ange Nguci, klaver
Bent Sørensen: Evening Land
S. Rachmaninov: Klaverkoncert nr. 3
P. Tjajkovskij: Symfoni nr. 6, ”Pathétique”
Koncerten varer cirka 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
Koncerten er også en del af koncertpakken KLASSISK I – læs mere om pakken her
Aftenens koncert er indrammet af to af de mest mesterlige og berømte værker, der nogensinde er kommet ud af Rusland. Tjajkovskijs 6. symfoni, med tilnavnet “Pathétique,” er skrevet i 1893, hvor Tjajkovskij vendte hjem fra tre ugers koncertrejse i USA, rig og verdensberømt, men også sørgmodig, melankolsk og tynget af nerver, stress og præstationsangst. Symfonien havde premiere blot ni dage før komponistens død og har derfor lige siden været omgærdet af spekulationer om, hvad musikkens forbindelse er til døden – og hvad Tjajkovskij nu egentlig talt døde af (kolera er den mest sandsynlige teori). Den 6. er et af hans mest sjælerystende værker med stærk emotionel resonans og en gennemgående mørk og intens atmosfære – dog også kontrasteret af stor, lyrisk romantik i 1. sats og dansant glæde i andensatsens vals i 5/4-takt. Det er ikke et værk af en deprimeret komponist, der er nået til livets ende – deprimerede mennesker skriver ikke deprimerede symfonier, de skriver slet ingenting! – men Tjajkovskij vender den traditionelle, beethovenske udvikling – fra kamp til sejr – på hovedet og lader musikken langsomt dø ud og livets barske og smertelige sider få det sidste ord.
Koncerten lægger ud med Rachmaninovs uforligneligt virtuose 3. klaverkoncert – den berømte Rach 3, hvor komponist og solist i fællesskab leverer enestående melodisk skønhed, eksplosivt kraftfulde passager og en teknisk tour de force, der har givet koncerten ry for at være den sværeste i musikhistorien at spille. Derudover skal vi høre Bent Sørensens aftenstemningsinspirerede og kontrastfyldte Evening land, der efterhånden har status af “moderne klassiker”.
Du kan læse, hvad vi skrev om Rachmaninovs 3. klaverkoncert, sidst vi spillede værket, her:
Den komplicerede 3. klaverkoncert starter med et af de nemmeste motiver i musikhistorien; bygget op af fire toner. Musikforskere har forsøgt at spore denne melodi tilbage til russiske folkemelodier, men ifølge Rachmaninov dukkede den simple tonerække op ud af det blå. Melodien skal fraseres og accentueres, som en sanger ville gøre; den skal stå krystalklar, og der skal ikke herske nogen tvivl om, hvem der er solist på scenen. Men selvom det starter blødt og melodiøst, varer det ikke længe, før klaveret suser frem med de virtuose skalaer, mens orkestret trakterer publikum med temaet. Hele 1. sats er god historiefortælling; vi bliver konstant præsenteret for nye veje og overraskelser, og selvom der er digressioner, farer vi aldrig vild, fordi det hele emmer af overblik. Rachmaninov er ikke bange for at skrive de svære og komplicerede kadencer og løb, men i virkeligheden er det de lyriske passager, der stråler som kontrapunktiske lyspunkter. Det oser af russisk melankoli – måske med et lille snert af hjemve? Vi vender i hvert fald tilbage til ‘folkesangen’ efter hvert af klaverets tungsindige åndehuller.
2. sats har den passende betegnelse: “Intermezzo: Adagio” – altså et roligt mellemspil. Her er tempoet og den abrupte fortællestil nedtonet, og pianisten får sig en velfortjent pause de første to minutter. De storladne temaer folder sig for alvor ud, og til slut vokser et løsrevet scherzo-fragment ud af klaveret, som munder ud i to enkeltstående akkorder: D-mol… A-dur…
D-mol! 2. sats går ‘attacca’ over i 3. sats. I stedet for at bygge energi op fra bunden er den allerede etableret fra første slag i takten; det er som at træde op på et løbebånd, der kører med 20 km/t; man må bare hoppe på og krydse fingre for, at man kan følge med. Satsen bygger sig op mod den store, romantiske afslutning, men Rachmaninov kan ikke dy sig; det hele ender med en hæsblæsende trioliseret slutspurt over fire oktaver, der efterlade alle i salen forpustede!
Obs! |
Ok, det er forstået! |