Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Per Morten Bye, trompet
Outi Tarkiainen: The Ring of Fire and Love
J. Haydn: Trompetkoncert
J. Brahms: Symfoni nr. 1
Koncerten varer cirka 1 time og 45 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30
Chefdirigent Pierre Bluese leder denne aften tre væsensforskellige værker, der tilsammen viser tre sider af orkestrets klange og muligheder.
En symfoni så stor, udtryksfuld og dyb som Brahms’ 1. symfoni findes næsten ikke i hele den klassiske musiks repertoire. Alt det ypperste af Brahms’ kunnen ligger i dette værk. Symfonien var mere end 20 år undervejs, og Brahms var en berømt komponist og et godt stykke over 40 år gammel, da uropførelsen fandt sted. Hvorfor skulle det tage så lang tid for Brahms at skrive sin første symfoni? Han var selvkritisk – og han blev udråbt som Beethovens arvtager – og det kan jo få selv den mest selvsikre til at ryste på hånden. Så Brahms skrev adskillige andre værker for symfoniorkester, mens symfonien begyndte at tage form i løbet af de 20 år. Selv efter den var blevet uropført, rettede han i partituret. Men som symfonien står i dag, er det et af de værker, der ikke kan lade publikum urørt; fra første paukeslag til sidste akkord er symfonien medrivende.
Før pausen er vores første solotrompetist, Per Morten Bye, solist i et af de mest elskede værker for instrumentet, nemlig Haydns berømte Trompetkoncert, et følsomt festfyrværkeri som Joseph Haydn var så eminent til at komponere.
Koncerten indledes med et værk af den fremadstormende finske komponist Outi Tarkiainen, et værk, der drager inspiration fra vulkaner omkring Stillehavet, solformørkelser og barnefødsel.
Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Brahms’ 1. symfoni, sidst vi spillede værket, her:
Da Johannes Brahms var en ung klaverløve på blot 20 somre, havde han allerede skrevet sange i verdensklasse og adskillige klaverværker af betydelig tyngde. Men det kom alligevel bag på den unge, fremadstormende komponist, at tidens førende musikkritiker, Robert Schumann, i en lang artikel udråbte ham til at være intet mindre end Beethovens arvtager! Og selv om han selvfølgelig var svært stolt, så kom det på mange måder også til at kaste en skygge over hans komponisttilværelse. Især Beethovens paradediscipliner, symfonier og strygekvartetter, havde Brahms meget svært ved at kaste sig over, om end interessen naturligvis var glødende. Men som han ærligt bekendtgjorde i et brev til en ven: ”Du kan umuligt forestille dig, hvordan det er altid at høre sådan en gigant marchere lige bag dig”.
Første forsøg på en symfoni i 1853 fik den purunge desværre startet i d-mol, samme toneart som Beethovens 9. symfoni, og selv om den på mange måder har ”symfoni” malet over hele partituret, så endte den som hans fænomenale 1. klaverkoncert. Som årene gik begyndte venner og forlæggere at tvivle på, at de nogensinde skulle se en rigtig symfoni fra den perfektionistiske Brahms, der på alle tænkelige måder for længst var en fuldt moden komponist.
I 1862 sendte hans pludselig en fuldt færdig 1. sats til sin livslange veninde Clara Schumann, Robert Schumanns enke, som glad og meget overrasket tilskyndede ham til at blive færdig med resten, for som hendes salige mand altid sagde, så er det med at skrive en symfoni slet ikke svært: hvis bare man har starten, så skriver slutningen sig selv.
Det var dog først med den enorme succes, han fik med sin genistreg Variationer over et tema af Haydn, at han endelig turde se kæmpen bag sig i øjnene og langt om længe, efter en intensiv to-årig arbejdsperiode i 1876 sende sin første symfoni i trykken som 42-årig, 22 år efter de første spæde forsøg udi genren. Og hvilken symfoni!
Obs! |
Ok, det er forstået! |