Under ledelse af: Eugen Tichindeleanu
Solist: Eugen Tichindeleanu
L.v. Beethoven: Violinkoncert
W.A. Mozart: Symfoni nr. 41, Jupitersymfonien
Koncerten varer cirka 1 time og 40 minutter inkl. pause
Bemærk: Der er desværre ikke Koncertintroduktion før denne koncert.
Odense Symfoniorkester forvandles til én stor kammermusikgruppe med ørerne på stilke, når vi opfører musik af Mozart og Beethoven, sådan som det blev spillet i Wien omkring år 1800 – nemlig med koncertmesteren som “Stehgeiger”, datidens dirigent. Og vi har en fremragende én af slagsen i vores egen koncertmester, Eugen Tichindeleanu, der denne aften ovenikøbet også står forrest som solist i Beethovens krævende violinkoncert, der med sin lysende solostemme og symfoniske dimension satte nye standarder for, hvad en instrumentkoncert kunne være. Mozarts allersidste symfoni med tilnavnet “Jupiter” er af nogle blevet kaldt “verdens første egentlige symfoni”, og musikelskere over hele verden falder stadig helt berettiget på halen over den overlegne komposition, der bl.a. indeholder en vanvittig 5-stemmig fuga til sidst. Det er Mozart med muskler og hjerte, og den strunke komposition peger direkte fremad mod efterfølgeren Beethovens skelsættende tilføjelser til genren.
Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Mozarts symfoni nr. 41, sidst vi spillede værket, her:
At geniet Mozart i en periode i 1788 på kun 9 uger fik skrevet sine (viste det sig) tre sidste symfonier, samtidigt med at han i samme periode ikke blot komponerede adskilligt andet, men også måtte passe sin syge kone, mistede sin 6-måneder gamle datter, og skulle flytte overgår enhver fantasi! Arbejdstempoet alene i symfonierne, hvoraf Jupiter-symfonien nr. 41 er den sidste i rækken, svarede til kun lidt over 4 dage pr. sats 9 uger i streg. Det er ganske ufatteligt – selv hvis man ikke medregner den utrolige musikalske kvalitet (symfoni nr. 40 i g-mol er hans mest kendte symfoni overhovedet). Jupiter har ikke helt samme folkelige gennemslagskraft som g-mol-symfonien, men er ikke desto mindre en opvisning i kompositionsteknik og musikalsk overskud af en anden verden; det er som om han her, helt uvidende om, at dette skulle blive hans allersidste symfoni, tager hul på den form for udtryk og personliggørelse af symfonien som genre, der ville få sit endelige gennembrud med Beethovens symfonier et par årtier senere.
Obs! |
Ok, det er forstået! |