BEETHOVEN
& ELVIRA MADIGAN

Dirigent: Simon Gaudenz
Solister: Valdemar Wenzel Most, klaver

J. Haydn: Symfoni nr. 94, ”Paukeslaget”
W.A. Mozart: Klaverkoncert nr. 21, “Elvira Madigan”
L.v. Beethoven: Symfoni nr. 1

Koncerten varer cirka 1 time og 40 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30

Koncerter

Find billetter

Der er wienerklassik fra øverste skuffe på programmet i aften, fra de tre giganter, der tegner denne korte, men epokegørende periode i musikhistorien: Haydn, Mozart og Beethoven. ”Papa” Haydns ikoniske ”Paukeslagssymfoni” fra 1792, som englænderne kalder ”Surprise”-symfonien (selvom ingen bliver overraskede over den pludselige fortissimo-akkord i 2. sats længere), hører til blandt den modne mesters ”London-symfonier”. Og Paukeslagssymfonien har så meget andet i sig end det famøse paukeslag: Her viser Haydn os et så rigt mål af sin karakteristiske lune og musikalsk innovation nok til, at symfonien nu i mere end to århundreder har fortryllet publikum og opnået status af tidløst og elsket værk i det klassiske repertoire.  

Beethovens 1. symfoni er til gengæld et ungdomsværk, skrevet i de sidste år af det 18. århundrede og tydeligt influeret af én af Beethovens læremestre, der havde undervist ham i 1792: Joseph Haydn! Beethoven var ikke imponeret af Haydns indsats som lærer (han lavede fejl i sine skriftlige opgaver med vilje for at se, om Haydn fangede og rettede dem – og det skete ofte ikke!), men den stilistiske inspiration er åbenbar. Og den ungdommelige, sprudlende energi kombineret med en harmonisk og tematisk progression og modulationsteknikker, der peger frem mod hans senere mesterværker, gør dette første bud på den symfoniske genre fra Beethoven til en ubestridelig milepæl i klassisk musik.  

For at fuldende det wienerklassiske hattrick af udødelige mesterværker præsenterer vi Mozarts klaverkoncert nr. 21 fra 1785, den berømte ”Elvira Madigan”-koncert, hvor Mozart på overlegen vis skaber den perfekte balance mellem stor virtuositet og den inderlige, følelsesmæssige gennemslagskraft, som stadig nærmest virker gudgiven. 

Online programnote

Du kan læse, hvad Ole B. Kiilerich skrev om Beethovens 1. symfoni, sidst vi spillede værket, her:

Vi har det med store mestre at glemme, at de også havde en vej at finde, inden de blev netop dét: store mestre. Komponisten, der kom til at stå som et lysende fyrtårn og truende skygge for alle fremtidige symfonikere havde selv en lang vej at gå, og historien om hans første symfoni illustrerer denne rejse meget fint: 

Beethoven kom som ung komponist til Wien fra Bonn i 1792, året efter Mozarts død, og mens gamle Haydn var i gang med sine sidste store værker, og han følte straks byens behov for en ny musikalsk yndling. Han kastede sig ihærdigt over de klassiske genrer, men begyndte i den ‘ufarlige’ ende med klaversonater og kammermusik. Strygekvartetter og symfonier turde han endnu ikke nærme sig af respekt for de to store mestre. Da han endelig i en alder af næsten 30 år (en veritabel olding målt efter datidens komponistmiddellevealder, hvor mange ikke blev meget ældre end dét) kastede sig over genren, var han en moden komponist i sin første fase. Det var altså inden han blev tynget af det tiltagende tab af hørelse, som gennem den dertil hørende krise katapulterede ham ind i sin mest produktive og succesfulde 2. periode, ’den heroiske’.
Det er således en ung komponist, der med mange succeser i de mindre genrer og ikke mindst som klavervirtuos står selvsikkert foran den gigantiske udfordring: sin første symfoni. 

Hvordan griber man så dette enorme arbejde an, så man både får vist, at man er den nye stjerne på himlen, og samtidigt sørger for at udvise tilstrækkelig respekt for d’herrer Mozart og Haydn? Beethovens geniale løsning var at skrive sig ind i traditionen ved at anvende den traditionelle form og opbygning af symfonien, men samtidig sørge for at proppe så meget Beethoven derind i form af vilde sforzandi (accenter/markeringer), usædvanlige tempi og ikke mindst en helt ny måde at instrumentere på.

Gå til toppen

Obs!

Ok, det er forstået!