AN AMERICAN IN PARIS

Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Diana Tishchenko, violin

L. Bernstein: Candide, ouverture
S. Reich: The Four Sections
L. Bernstein: Serenade
G. Gershwin: An American In Paris
J. Adams: Short Ride in a Fast Machine
L. Bernstein: West Side Story – Symphonic Dances

Koncerten varer cirka 2 time og 10 minutter inkl. pause
Gratis koncertintroduktion kl. 18.30

Koncerter

Find billetter

En franskmand i det amerikanske; vores chefdirigent kridter danseskoene og tager hele OS med på en rejse over Atlanten, når han med swingende rytmer, skæve betoninger og et frækt glimt i øjet får hele det store orkester til at syde og koge af ren, uforfalsket spilleglæde.

Online programnote

 

Pierre Bluse, dirigent

Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere.

Pierre besøgte os første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste – indtil videre – tre år.

 

Diana Tischenko, violin

Den ukrainske violinist Diana Tischenko begyndte at spille violin, da hun var 6 år. Hun studerede hos Tamara Mukhina på Lysenko Special Music School i Kiev, og hos professor Ulf Wallin på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin. Hun blev som 18-årige den yngste koncertmester nogensinde i Gustav Mahlers ungdomsorkester, hvor hun arbejdede med bl.a. Sir Colin Davis, Franz Welser-Möst og Herbert Blomstedt.

Diana Tishchenko betragtes i øjeblikket som en af ​​de mest fremadstormende kunstnere i den klassiske musikverden.

I 2018 vandt hun førsteprisen ved den legendariske Long-Thibaud-Crespin International Competition i Paris.

Hun har desuden vundet adskillelige andre internationale konkurrencer, bl.a. Shanghai Isaac Stern International Violin Competition 2018, 1. pladsen ved Felix Mendelssohn- Bartholdy Music Academy Berlin Competition 2017, 1. pladsen ved Lyon International Chamber Music Competition 2014, den internationale ARD-konkurrence i München og den internationale David Oistrakh violinkonkurrence i Moskva.

Efter at European Concert Hall Organisation (ECHO) udnævnte hende som Rising Star i sæson 20/21, har hun optrådt i 20 af de største koncertsale i Europa, bl.a. i Elbphilharmonie Hamburg, Barbican Centre i London, Philharmonie de Paris og Concertgebouw i Amsterdam.

Diana optræder jævnligt på store festivaler, herunder Rheingau Musik Festival, Schleswig-Holstein Musik Festival, La Folle Journée de Nantes og Tokyo, Prades Festival Pablo Casals. Hun vil debutere på Pierre Boulez Saal, der optræder på Barocktage 2022 i Berlins Statsopera.

Diana Tishchenko er bosat i Berlin. Hendes violin er lavet af den italienske violinbygger Carlo Bergonzi i 1715.

Du kan læse, hvad Katrine Nordland skrev om de symfoniske danse fra West Side Story, sidst vi spillede værket, her:

Hvad Bernstein gør med West Side Story er at tage den såkaldt integrerede musical – hvor dialog, sang, musik og dans er lige vigtige for det dramatiske forløb, og intet af disse elementer kan tages ud, uden at der bliver et hul i fortællingen – og give den en personlig og sofistikeret twist i retning af det mere gennemkomponerede og operaagtige. Samtidig med, at musicalteateret under den kolde krig var et af de steder, hvor amerikanere kunne finde noget at glæde sig over, tog genren også farve af det ændrede verdenspolitiske klima og mistede så at sige sin uskyld. Den lykkelige slutning blev sat til diskussion.

Problemstillingerne blev mere virkelighedsnære og persontegningen langt mindre idealiseret. Denne nye realisme i kombination med Bernsteins klassisk skolede og raffinerede musicalstil kunne ikke slå fejl. Bernstein vil noget med sin musik. Han kender både sit publikum og sin metier og fremmaner med West Side Story et efterkrigstidsstorbymiljø med et lydlandskab, der fusionerer alt fra Tin Pan Alley over synkoperet cool jazz og latinamerikanske danse (swing, mambo, cha-cha) til ballet og symfonisk digt.

Planer blev hurtigt lagt om at skabe en filmversion af musicalen (til hvilken Elvis Presley blev over- vejet til rollen som Tony, en idé, der dog prompte blev af slået af hans manager, der ikke ville have sin stjerne associeret med bandevold). I samme proces blev musikken bearbejdet til de symfoniske danse. Arbejdet med at omarrangere den originale teatermusik blev forestået af flere forskellige orkestratorer med et grundigt efterfølgende redigeringsarbejde af komponisten.

Den vigtige rolle, som dansen spiller i West Side Story, øgede udfordringen med at bearbejde musikken til brug i koncertsalen, og man flyttede fortællingens tyngdepunkt fra kærlighedshistorien til bandekonflikten, hvis rytmisk accentuerede, latin-inspirerede storbyballetter (akkompagneret bl.a. af en gigantisk percussionsektion, politifløjter og orkestermusikernes entusiastiske udråb af ordet ”MAMBO!”) bliver sidestillet med de mere musicaltraditionelle kærlighedsmotiver som en slags utopisk modsætning. Mange velkendte temaer dukker op undervejs, men regn ikke med at blive spist af med et hyggeligt medley over alle de kønne, populære sange fra West Side Story.

Vi er ude i cowboybukser-og-gummisko-balletmusik her! Symfonisk jazz ender ofte som en akavet hybridgenre, hvor det jazzede element kommer i karambolage med selve koncertsalen, det pænt klædte publikum og den kendsgerning, at 70 musikere i det hele taget spiller efter præcist noterede noder. I hænderne på Bernstein er genren imidlertid medrivende grænsende til det forførende, måske ikke mindst fordi netop kombinationen af glitrende, tillokkende Broadway og den filharmoniske koncertsals langt større finkulturelle tyngde er så stor en del af selve definitionen af Bernsteins karriere.

Gå til toppen

Obs!

Denne side undestøtter måske ikke din browser. Læs mere her om hvordan du kan opdatere din browser: http://browsehappy.com/

Ok, det er forstået!