
Klassisk med spjæt
Klassisk med spjæt er en særlig koncerttype, der målrettet henvender sig til børnehavebørn. Koncerten aktiverer børnene gennem både mental og fysisk deltagelse, og orkestret er rykket ned på gulvet, så musikken er helt tæt. Børnene får lov til at komme helt tæt på musikerne og de mange forskellige instrumenter i orkestret, og der er flere forskellige måder at opleve musikken på; både liggende med lukkede øjne, hvor man kan mærke vibrationerne og lade sig synke helt ind i musikken, men også i fuld fart rundt om musikerne.
Koncerten er krydret med sanglege, aktiviteter og historier, så børnene både får en lærerig introduktion til klassisk musik og de forskellige instrumentgrupper, men først og fremmest får en underholdende oplevelse i nogle uvante rammer, hvor alt kan ske.
Arrangementet varer cirka 45 minutter.
Klassisk med Spjæt d. 14. & 15. juni 2022 er udsolgt, men glæd dig til næste gang i sommeren 2023.
Hvis du og din børnehave er interesseret i at deltage, kan du skrive til Stine Brinch Nielsen på mail: sbnie@odense.dk eller mobil: 40366927