PARISISK ROMANTIK

Dirigent: Kaspar Zehnder
Solist: Svetlin Roussev, violin
Albert Roussel: Le festin de l’Araignée
Édouard Lalo: Symphonie espagnole for violin og orkester
César Franck: Symfoni i d-mol

Koncertens varighed inkl. pause ca. 1 time 46 min. (forbehold for ændringer)

Koncerter

Find billetter

I kølvandet på den fransk-preussiske krig skændtes man i 1880’ernes parisiske musikkredse om, hvordan man kunne adskille den franske, nationalromantiske tone fra den tyske. Belgisk-franske César Franck skulle med sit livs eneste regulære symfoni skabe et værk, der trods umiddelbar modvind formåede at binde en elegant og dramatisk sløjfe på de stridende parters respektive kendemærker.

Koncertintroduktion i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Online programnote

Hør lidt fra Édouard Lalo’s Symphonie espagnole

 

Programnote

Albert Roussel: Le festin de l’Araignée
“There’s always a bigger fish”, siger Obi-Wan Kenobi i Star Wars-sagaen. Uanset hvor stor og intimiderende, en fare synes at være, er det altid sandsynligt, at den kan jages på flugt af en endnu større og mere skræmmende fjende. Og det er den historie, Albert Roussel (1869-1937) præsenterer os for i sin lille ballet-pantomime Le festin de l’araignée (”Edderkoppens fest”), hvis musik er bearbejdet til den orkestersuite, der indleder aftenen. Vi møder forskellige insekter – en myre, en sommerfugl, en døgnflue – i en have, legemliggjort af en fløjtesolo, der både indleder og afslutter værket. Insekterne indfanges ét efter ét i edderkoppens spind, men bedst som edderkoppen skal til at gå i gang med sit festmåltid, bliver den selv offer for en knæler. Historien er mindre udfoldet i orkestersuiten end i balletten, men gennem den impressionistiske, rigt orkestrerede musik, hvis sound vil vække mindelser om Roussels landsmænd Debussy og Ravel, kan vi se dramaet udfolde sig for vores indre blik. Og vi er helt i ro, når fløjten til sidst bebuder, at natten falder på i den ensomme have.

Édouard Lalo: Symphonie espagnole for violin og orkester
Vi forlader kortvarigt i ånden den parisiske romantik, men kun for så vidt, at vores komponist af aftenens andet værk, Édouard-Victoire-Antoine Lalo (1823–1892), som var franskmand og baseret i Paris hele sit voksenliv, med sin Symphonie espagnole fra 1874 bevidst underlagde sig – eller måske endog var medvirkende fakkelbærer for – de spanske moder, som var fremherskende i samtidens Paris (en måned efter uropførelsen af den violinkoncert, som Symphonie espagnole vitterlig er, havde et andet spansk-tematiseret værk premiere i Paris: Georges Bizets opera Carmen). Symphonie espagnole er en violinkoncert i fem satser, skrevet specifikt til den på daværende tidspunkt 30 år gamle, spanske violinvirtuos Pablo Sarasate, hvis distinkt spanske spillestil dannede mode over hele Europa – også Camille Saint-Saëns’ Introduktion og rondo capriccioso for violin og orkester, opus 28, var dedikeret til den unge spanier. Og musikforskningen er samstemmende enige om, at Lalos værk virkede stærkt inspirerende på Petr Tjajkovskij, da han efter at have hørt den smed, hvad han havde i hænderne, og kastede sig over kompositionen af sin egen i eftertiden så berømte violinkoncert. Så der er altså tale om en på alle måder stilskabende, parisisk koncertoplevelse op til pausen.

César Franck: Symfoni i d-mol
Vi kender navnet og vil kunne udslynge det i en opremsning af, hvem der har tegnet fransk musik i det 19. århundrede – men César Franck er alligevel allemandseje i langt mindre grad end skikkelser som Berlioz, Saint-Saëns eller Bizet, som de fleste vil kunne koble med i hvert fald et enkelt hovedværk eller to. Vi kan ikke engang med ro i sindet udnævne César Franck til fuldt og helt at være franskmand – thi hans rødder er faktisk belgiske, produkt som han er af en vallonsk far (Nicolas-Joseph Franck, der kom fra den belgiske by Gemmenich nær den tyske og hollandske grænse) og en tyskfødt mor (Marie-Catherine-Barbe Frings Franck). César så dagens lys i Liège den 10. december 1822 og udviste fra en tidlig alder så store evner for musik, at Papa Franck – som var arbejdsløs og øjnede muligheder i sin talentfulde søn – fik sin knap 8-årige søn indskrevet på det lokale musikkonservatorium. Her vandt unge César sig ikke bare hurtigt et navn som vidunderbarn, men også førstepriser i konservatoriets konkurrencer i bladsang, klaver og kontrapunkt, og en koncertturné, arrangeret af faderen, hvor César spillede for udsolgte huse i Liège, Bruxelles og Aachen. Og i erkendelse af, at Paris var det eneste logiske næste skridt, flyttede familien Franck i 1835, da César var 12 år gammel, til den franske hovedstad, som skulle forblive hans hjem resten af livet.

En ellers lovende uddannelse i komposition på konservatoriet i Paris blev afbrudt i utide af César Francks far, som hellere så sin søn som tournerende virtuos i hjemlandet Belgien. Det blev dog kun til et par års koncertvirksomhed og resulterede i et uvægerligt brud med faderen, da karrieren som koncertpianist begyndte at halte. I løbet af de samme år skrev Franck sine klavertrioer opus 1 og 2, som viste sig at sælge glimrende og til så prominente kollegaer som Liszt, Donizetti og Chopin. Og således var komponistgerningen ikke ganske udslukt, men da Franck flyttede hjemmefra i 1846, var han nødt til også at påtage sig undervisningsarbejde og en stilling som organist i kirken Notre Dame de Lorette. Samtidig blev han forlovet – og gift i 1848 – med skuespillerdatteren Félicité Saillot Desmousseaux, og udnævnt til ”kunstnerisk repræsentant” for den navnkundige orgelbygger Aristide Cavaillé-Coll i forbindelse med en forfremmelse til organiste titulaire i kirken Sainte Clotilde. Og således er der et ’hul’ på godt ti år i Francks kompositoriske output omkring disse unge voksenår, mens han koncentrerede sig om at udbygge sin teknik på orglet.

Fra 1860’erne lyser Francks seks orgelstykker, 6 piéces d’orgue, op i et ellers mindre bemærkelsesværdigt landskab af fransk orgelmusik. Liszt, som var Francks ven og en stor fortaler for hans musik, erklærede orgelstykkerne for ”værdige til en plads blandt J. S. Bachs mesterværker”. Perioden tegner sig også for at have affødt en decideret skole af Franck-disciple, den såkaldte bande à Franck, hvis medlemmer talte de unge romantikere Vincent d’Indy og Henri Duparc. Det var sidstnævnte, der introducerede Franck til det nystiftede Société Nationale de Musique, som under mottoet ”Ars gallica” arbejdede for at fremme fransk musik og i de kommende år uropførte mange af Francks værker. I samme periode blev han udnævnt til orgelprofessor ved konservatoriet i Paris, en ansættelse, som afstedkom, at han søgte om – og opnåede – stadfæstelse af det franske statsborgerskab, som han egentlig troede, han havde haft fra barnsben. Og Franck var under kælenavnet Père Franck en elsket og højt respekteret lærer for de studerende, som ad åre også kom til at omfatte Ernest Chausson og Louis Vierne. Der var spændinger i kulissen – de øvrige fakultetsprofessorer knurrede over, at Franck uofficielt underviste lige så meget i komposition som i orgel, at han ignorerede konservatoriets vedtagne dogmer og tekstbøger, og at han slet og ret var for populær blandt de studerende. Camille Saint-Saëns var i Société Nationale de Musique en af Francks erklærede modstandere. Men Franck var godhjertet og tillidsfuldt disponeret og oplevede selv aldrig andet end, at han blev omfattet ved venlighed og varme af sine kollegaer.

Det er i César Francks sidste to årtier, at den kreative åre i hans kompositoriske output skal findes. Han arbejdede på sit monumentale oratorium Les béatitudes i over ti år. De tre Stykker for orgel (”3 pièces pour orgue”) indviede Cavaillé-Coll-orglet i det gamle Palais du Trocadéro til verdensudstillingen i 1878. De symfoniske digte Le chasseur maudit (”Den forbandede jæger”) og Les djinns (”Jinnerne” – et arabisk sagnvæsen) blev store succeser og affødte en fornyet interesse for at skrive musik for klaver (f.eks. den cykliske soloklaverkomposition Præludium, koral og fuga i h-mol og de symfoniske variationer for klaver og orkester i d-mol). Og han bredte sig ud over snart sagt alle genrer, som det f.eks. ses af den lyse, optimistiske violinsonate i A-dur, operaen Hulda og det (kontroversielt) decideret erotiske symfoniske digt Psyché, alle fra 1886.

Og så er der selvfølgelig den store Symfoni i d-mol fra 1888, Francks eneste symfoni, som naturligvis også uvægerligt måtte afstedkomme kontroverser. Efter uropførelsen på Conservatoire de Paris den 17. februar 1889 strittede både den offentlige og den professionelle mening i alle retninger. Bare det, at Franck i sit livs absolutte efterår – et år før hans død, skulle det vise sig – i det hele taget valgte at skrive en egentlig symfoni, løftede øjenbryn. Symfonien var jo solidt henhørende i den tyske tradition. Siden Berlioz’ banebrydende Symphonie fantastique havde andre franske komponister forsøgt at ’franskgøre’ genren, og værker som Saint-Saëns’ orgelsymfoni i c-mol og Vincent d’Indys Symphonie sur un chant montagnard français havde bibragt genren den tilføjelse, at man inkluderede hhv. orgel eller klaver i orkesteret. Derudover blev det anset for særskilt fransk at skrive i den cykliske form (der indebærer, at det samme tema går igen i flere satser), som var kendt helt tilbage fra renæssancens cykliske messer, men som havde ligget henslumrende op igennem barokken og wienerklassikken og bl.a. dukkede op igen i Symphonie fantastiques tematiske idee fixe.

Franck valgte at udelade tangentinstrumenter i sin instrumentation (og inkluderede i stedet et kontroversielt engelskhorn), men bevarede den cykliske kompositionsform. Og denne fusion af de tyske og de franske idiomer forvirrede og forargede umiddelbart kendere og kritikere. Det politiserede klima omkring fransk musik på konservatoriet og i Société Nationale de Musique i kølvandet på den fransk-preussiske krig hjalp heller ikke. Francks accept af den tyske lyd og glæde ved f.eks. Richard Wagners musik fik Saint-Saëns til at forlade ledelsen i protest. Og efterfølgende var det decideret svært for Franck at finde samarbejdsvillige musikere til at opføre sit værk. Anmeldere og medier, der var private venner eller forretningsaffilieret med Saint-Saëns, sørgede for, at symfonien i pressen blev udråbt til et stykke inkompetent, amatøragtigt makværk. Og det er kun vores held, at samtidens kulturpolitiske dagsordener ikke fik lov at spænde ben for et af eftertidens mest originale og enestående eksempler på cyklisk, symfonisk komposition i den fransk-romantiske tradition.

af Katrine Nordland

Gå til toppen

Obs!

Denne side undestøtter måske ikke din browser. Læs mere her om hvordan du kan opdatere din browser: http://browsehappy.com/

Ok, det er forstået!