"Dobbelt op" på koncertprogrammer
Søndag den 20. september 2009
Gratis koncertprogram i foyeren
- og fuld koncertomtale på nettet.
Næste gang du skal til koncert med Odense Symfoniorkester, vil du opleve, at vores programmer er gratis. Fremover tilbyder vi et program, der på en letlæselig og kortfattet facon præsenterer aftenens komponist, værker, dirigent og solister.
Det betyder ikke, at det er slut med den tilbundsgående omtale, hvor vores dygtige musikformidlere fortolker musikken. Fremover kan du nemlig downloade den fulde koncertomtale her på odensesymfoni.dk. Koncertomtalen er formuleret som klassiske programnoter, der belyser mennesket bag komponisten og baggrunden for værkerne. Dirigent og solister bliver omtalt i form af biografier.
Formålet med dette "dobbelt op" på programmer er at imødekomme vores koncertgængeres ønske om både at kunne læse programmet forud for koncerten og samtidig tilbyde et program, der er realistisk at læse, før musikken går i gang.
Så husk at besøge odensesymfoni.dk hver gang du skal til koncert med Odense Symfoniorkester. Programmet er let at printe ud, hvis du gerne vil dele ordene med en eller flere ledsagere.
Download programmet med den fulde koncertomtale til Odense Proms den 12. og 13. november her.
|