Ugens musiker - koncert 2.-3. feb. 2012
Finn Christensen har gennem sin mere end 25 år lange karriere i Odense Symfoniorkester haft slagtøjet i centrum. Han er uddannet musikpædagog og slagtøjsspiller fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. I 1979 blev han ansat som solojanitshar i slagtøjsgruppen - en plads i orkestret, som kræver, at musikeren mestrer adskillige instrumenter til perfektion. I 2009 overlod han solopladsen til næste generation og spiller i dag ved hans side. Udover sit mangeårige virke i orkestret, ejer og driver Finn Christensen firmaet Dan Percussion, der forhandler håndbyggede pauker i verdensklasse til symfoniorkestre i hele verden.
Hvornår og hvor begyndte du at spille?
Jeg startede som så mange andre slagtøjsspillere med at spille trommesæt. Meget imod min fars vilje fik jeg mit første trommesæt, da jeg var 13 år og spillede i skolen rockorkester.
Hvorfor valgte du at blive professionel musiker?
Jeg har spillet trommesæt professionelt siden jeg var 17 år og fik sideløbende undervisning af Claus Jensen fra Det Kgl. Kapel. Det var ham, der motiverede mig til at skifte til klassisk slagtøj. Efter to års undervisning søgte jeg ind på konservatoriet i København og kom ind i første forsøg. I mit andet studieår blev jeg udtaget til ’Jeunesse Musicale World Youth Orchestra’, hvor vi spillede med Leonard Bernstein – og så var jeg solgt! Fra 1974-1979 fik jeg skiftende kontrakter med DR Symfoniorkester og Det Kgl. Kapel, hvorefter jeg i 1979 søgte og fik stillingen som solojanitshar i Odense Symfoniorkester.
Hvad er det særlige ved at spille i Odense Symfoniorkester?
Orkestret er i en konstant udvikling sideløbende med mange og meget forskellige opgaver. Orkestret magter flere forskellige stilarter, hvilket er meget interessant for en slagtøjsspiller.
Hvad er det næste musikstykke du skal arbejde med?
Indspilning af Ruders Symfoni nr. 3 i januar måned.
Hvis du ikke var musiker, hvad var du så?
Absolut noget med musik da jeg også er uddannet musikpædagog
Hvilke andre musikere/kunstnere er du mest inspireret af?
Andre slagtøjsspillere både nationalt og internationalt.
Hvordan vil du beskrive samspillet mellem din musikerkarriere og dit privatliv?
Efter mere end 30 år i branchen er det en helt naturlig ting i familien. De meget skiftende arbejdstider giver jo luft til andre ting på andre tidspunkter.
Hvad er den største musikalske oplevelse du hidtil har haft?
Jeg vender altid tilbage til koncerterne med Leonard Bernstein i 1974, fordi oplevelsen på det tidspunkt var helt fantastisk!
Hvilken musik hører du når du har fri?
Jeg lytter til alle genrer
Hvad gør du når du skal koble helt fra?
Jeg har jordens dejligste hund – en brun labradortæve
CURRICULUM VITAE
Finn Christensen
Født: 15. maj 1951
Uddannelse: Musikpædagog og slagtøjsspiller fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København.
Siden 1991 ejer af Dan Percussion, som leverer pauker og slagtøjsinstrumenter til førende orkestre i hele verden. Læs mere på Berlinclassic.com
Bopæl: Odense C. Gift med Bitten, som han har to børn med: Mia og Claus.