Vor Frues Kantori
Igennem de seneste 7-8 år har Vor Frues Kantori markeret sig musikalsk med smukke, anderledes og intense koncerter, hvis kendetegn er en usædvanlig homogen klang og et på een gang klassisk og utraditionelt repertoire.
Med sit stærke hold af meget alsidige sangere leverer kantoriet både solister og ind imellem instrumentalister selv - og dyrker såvel gamle klassiske kendinge som nyskabende a cappella arrangementer og helt moderne korværker.
Vor Frues Kantori blev stiftet i sommeren 2002 af korets nuværende dirigent med det formål at fremføre og udbrede kendskabet til flerstemmig vokalmusik. Målet er at fremføre både rytmiske og klassiske vokalmusikværker af fortrinsvis nyere dato med et religiøst eller eksistentielt indhold.
Kantoriet ledes og dirigeres af Povl Christian Balslev.
Povl Christian Balslev har taget kirkemusikalsk diplomuddannelse fra det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1996 med videre studier i både Holland og USA.
Han har spillet koncerter som solist og kammermusiker i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Italien, England, Japan og USA. Er ophavsmand til orgelkoraler, salmemelodier, sange og adskillige korværker samt musik til opera og teaterforestillinger. Desuden orgellærer ved Løgumkloster Kirkemusikskole samt foredragsholder og forfatter.
Siden 2002 organist, klokkenist og kantor ved Vor Frue Kirke, Svendborg.
www.vorfrueskantori.dk